Nyheder fra bilens verden

Der blev solgt godt 2000 færre personbiler i august i år, sammenlignet med samme måned sidste år - og de vigende salgstal får for første gang det samlede 2019-tal til at ligge lavere end det samlede 2018-salg, når det fokuseres på antal solgte modeller til dato.

 

I august 2019 blev der ifølge De Danske Bilimportører solgt 18.697 personbiler. Til sammenligning blev der i august 2018 solgt 20.741 enheder inden for kategorien personbiler.

Det er ensbetydende med et fald på knap 10 procent.

Bilimportørerne iler dog med at understrege, at salget i august sidste år var positivt påvirket af ekstra mange indregistreringer, hvilket var en konsekvens af den strammere lovgivning per 1. september 2018.

Bagefter med 270 personbiler

I årets første otte måneder er der solgt 157.646 personbiler, hvor der sidste år blev solgt 157.916 biler i samme periode.

Dermed dykker det samlede tal for første gang under 2018-niveauet - selv om en forskel på 270 personbiler betragtes som at være på niveau.

Peugeot 208 2016 1600 0ePeugeot 208 tager endnu en førsteplads på hitlisten. I august blev der solgt 607 styk i Danmark. Arkivfoto

- Konklusionen er fortsat, at vi er på et ganske højt og meget tilfredsstillende niveau, når vi kigger på det samlede 2019-salg. Der har været lovgivning, som resulterede i et meget stærkt første kvartal, og derefter en normalisering på niveau med sidste år forklarer Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

Franske bestsellere er helt i top

Den bedst sælgende bilmodel i august blev Peugeot 208, som blev solgt i 607 eksemplarer. På en tæt andenplads følger en anden Peugeot - nemlig 108 - der i august måned har solgt 580.

På tredjepladsen er endnu en fransk model - nemlig Citroën C3. Den blev i august 2019 solgt i 576 udgaver.

Førstepladsen over de bedst sælgende mærker går - igen - til Volkswagen, som sammenlagt har solgt 2196 nye biler. Peugeot og Toyota er henholdsvis nummer to og tre med 2100 og 1403 solgte modeller.

Hvad angår det samlede salg er billedet det samme. Her har Volkswagen leveret 21.385 nye biler, mens Peugeot og Toyota har leveret henholdsvis 13.737 og 12.007.

KIA er bedst på hybridbiler

De sydkoreanske modeller ligger øverst, når vi ser på markedet for hybridbiler. Faktisk har KIA hele to modeller øverst på listen.

Kia Niro Plug In Hybrid 2018 1600 0aDet koreanske succes-mærke indtager på første- og andenpladsen på hitlisten over de mest solgte hybrid-modeller i august 2019. Her er det KIA Niro. Arkivfoto

KIA Niro indtager førstepladsen med 98 solgte enheder, mens KIA Optima kommer lige efter med 92 solgte enheder. Toyota Prius er nummer tre med 56 solgte modeller.

I august måned er der solgt 340 elbiler, hvilket er næsten 98 procent flere end august 2018, hvor der blev solgt 172 elbiler.

I de første otte måneder er der blevet solgt 3.139 elbiler, hvor der i samme periode sidste år blev solgt 747 elbiler. Det svarer til en stigning på 327 procent.

Flere varebiler på asfalt

Hele 3054 nye varebiler fik nummerplade på i august måned - og det er lig med en fremgang på 2,41 procent i forhold til august måned 2018.

I løbet af det første otte måneder er der kommet 22.120 nye varebiler ud på vejene. Dermed er varebilsalget stadigvæk fuldstændig på niveau med sidste år, hvor der i samme periode kom 22.164 varebiler ud på vejene.

Mest solgte varebil er Ford Transit Custom med 491 solgte enheder, fulgt af Renault Trafic og Dacia Dokker (billedet øverst i artiklen) med henholdsvis 212 og 146 eksemplarer.

Kilde: DBI-IT og De Danske Bilimportører.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere