BILGUIDEN - Vi elsker biler
Test og anmeldelse af
Renault Scenic E-Tech Electric
VIDEO: Se bilguidens gennemgang af den nye Renault Scenic Electric
Den helt nye 100 % elektriske Renault Scenic var i forbindelse med elbilsmessen eCarExpo i København for første gang på dansk jord. Det udnyttede vores bilguide til at se nærmere på SUV’en, der skal tage kampen op i det mest solgte SUV-segment i Europa.
Renault Scenic har siden begyndelsen i 1996 været indbegrebet af familiebil. Den nye er selvfølgelig fuldelektrisk og tager heldigvis familiedyder som rummelighed og masser af praktiske designdetaljer med sig. Samtidig kan den præstere en rækkevidde på op til 625 km. I videoen herunder får du en forsmag på den kommende elbil.
Der er endnu ikke priser på Scenic electric. Salget begynder i februar 2024 og bilen forventes introduceret i Danmark i første del af 2024.

Det nye panoramaglastag i Scenic kan via elektrisk ladede krystaller afskærme for solen i fire forskellige sektioner. Se det i funktion i videoen. Foto: Renault
To batteristørrelser og rækkevidde op til 625 km
Renault Scenic kommer med to batteristørrelser og motorvarianter. Mindste version har et 60 kWh batteri – det samme som allerede findes i Renault Megane Electric. Motoren yder med denne batteripakke 170 hk og har en opgivet WLTP-rækkevidde på 420 km (14,1 kWh/100 km). Som med Renault Megane Electric lader den med op til 22 kW AC og 130 kW DC.
Men, den som Renault forventer mest af i Danmark, er versionen med det store 87 kWh batteri. I denne version yder motoren 220 hk og rækkevidden stiger med over 200 kilometer til i alt 625 km (14,6 kWh/100 km). Muligheden for AC-opladning derhjemme eller i det offentlige rum er stadig 22 kW, mens den klarer 150 kW DC-lynladning.
Den effektive drivlinje skyldes især, at Scenic er ganske let. Med det mindste batteri er egenvægten på 1750 kg, mens den med det store batteri blot vejer 1.842 kg.

Forlygterne i Scenic er selvfølgelig Fuld LED og kan også fås som adaptive, der tilpasser sig vejens forløb. Foto: Renault
Lav vægt og masser af plads på bagsæder og i bagagerum
Scenic er 4470 mm lang, hvilket er hele 27 centimeter længere end Megane Electric. Ekstra centimeter, der i den grad kommer bagsædepassagererne til gode. Der er virkelig god benplads selv til langbenede passagerer. Med 1860 mm i bredden og 1570 mm i højden er den også både bredere og højere og lever dermed op til prædikatet SUV med en højere siddekomfort og udsyn.
Bagagerummet klarer 545 liter med alle sæder oppe. Lægger man dem ned, er der 1.670 liter til rådighed. Scenic klarer 1.100 kg anhængervægt på trækkrogen.
Specialdesignet lyd og masser af udstyr
Bag rattet er der udsigt til et cockpit med to 12-tommers skærme og Open R med indbygget Google Automotive – ligesom i Megane Electric. Men med en opdateret brugeroplevelse og yderligere 50 specielt designede apps. Bilen er selvfølgelig proppet med sikkerhedsfeatures – syv airbags og 30 forskellige sikkerhedssystemer, der hjælper til en bedre og mere sikker køreoplevelse. Blandt andet intelligent adaptiv fartpilot, 360 graders kamera og adaptive LED-lygter.
Det første man lægger mærke til, når man går ind i bilen, er lyden der tager imod en. Lyden er designet af den ikoniske franske lyddesigner og musiker Jean Michel Jarre. Det gælder både lydene i kabinen, velkomstsekvensen, men også den lyd bilen udsender, når den kører ved langsom fart for at advare fodgængere og cyklister.

Et nyt rammeløst bakspejl med en skærm som gengiver billedet fra et kamera i bagklappen er ekstraudstyr. Foto: Bilguiden
ANMELDELSER
Det skriver anmelderne
Renault Scenic E-Tech Electric er så ny, at det fortsat er meget få bilfolk og motorjournalister, der har haft mulighed for at se eller prøvekøre bilen.
I samme takt som anmeldelserne kommer ind, vil vi naturligvis dele dem her på sitet.
- "Anmeldelserne er på vej!"