Salgs- og leveringsbetingelser

 

  1. Generelt
    • Disse Betingelser for Onlinehandel med Biler (herefter benævnt ”Betingelserne”) finder kun anvendelse, hvor kunden bestiller og køber bil online på hjemmesiderne www.bn.dk og www.bilerneshus.dk.
    • Hjemmesiderne www.bn.dk og www.bilerneshus.dk udbydes af og handel med biler via hjemmesiderne indgås med:

      Nielsen Car Group A/S
      Bredhøjvej 5
      DK-8600 Silkeborg
      CVR: 31943140

      (herefter benævnt ”NCG”)
    • Onlinekøb af biler hos NCG kan alene ske af forbrugere.

 

  1. Køb af brugt bil hos NCG
    • Bestilling og aftale
      • I forbindelse med kundens bestilling af bil på NCG’s hjemmesider, herunder hvor kunden bestiller bil på NCG’s hjemmesider på baggrund materiale udfærdiget i en af NCG’s fysiske butikker, skal kunden betale et depositum. Størrelsen på dette depositum fremgår af hjemmesiden. Såfremt depositum ikke er modtaget af NCG senest den følgende hverdag, bortfalder kundens bestilling af den pågældende bil. Depositum modregnes i den endelige betaling.
      • Ved NCG’s modtagelse af kundens depositum udfærdiger NCG aftale om købet (slutseddel), som sendes til kundens e-Boks til underskrift, jf. dog pkt. 2.1.3. AFTALE ER FØRST BINDENDE VED PARTERNES UNDERSKRIFT AF SLUTSEDDEL, jf. pkt. 2.1.4
      • Hvis der skal indgå byttebil i handlen mellem kunden og NCG, kan slutseddel først udfærdiges og sendes til kunden, når parterne har aftalt en endelig byttepris for denne, jf. pkt. 5.
      • Ved kundens elektroniske underskrift af slutsedlen er aftalen, som udgøres af slutsedlen og disse Betingelser, en bindende aftale mellem parterne om kundens køb af den i slutsedlen anførte bil.
      • Såfremt aftalen mellem parterne om kundens køb af bil ikke gennemføres, tilbagebetales det af kunden betalte depositum.
    • Levering
      • Levering af bilen kan efter kundens valg ske enten a) i én af NCG’s forretninger eller b) ved levering på en af kunden oplyst adresse. Levering til en af kunden oplyst adresse sker alene til adresser i Jylland, på Fyn og på Sjælland samt på brofaste øer. Levering til andre adresser kan ske efter særskilt aftale og betaling.
      • Levering sker kun til kunden, som skal kunne identificere sig ved levering.
      • Kunden skal angive en ønsket leveringsdato. Den af kunden ønskede leveringsdato er først endelig, når den bekræftes af NCG og kan tidligst være 4 dage efter aftalen er endelig, jf. pkt. 2.1.4, ved kundens afhentning, og tidligst 6 dage efter aftalen er endelig, jf. pkt. 2.1.4, hvor der skal ske levering på en af kunden oplyst adresse. Det af kunden ønskede leveringstidspunkt skal, hvor kunden afhenter den købte bil hos NCG, være indenfor den pågældende af NCG’s forretningers åbningstid, og hvor kunden får bilen leveret, være en hverdag, hvor kunden kan modtage bilen.
      • NCG vil søge at imødekomme det af kunden ønskede leveringstidspunkt og vil kontakte kunden for herigennem af bekræfte leveringstidspunktet. NCG er berettiget til ved henvendelse til kunden snarest muligt forinden et aftalt leveringstidspunkt at ændre leveringstidspunktet.
    • Indregistrering
      • Den købte bil vil blive leveret indregistreret til kunden. Prisen for indregistrering fremgår af slutsedlen.
  1. Betaling
    • Den samlede købesum, hvori depositum og eventuel aftalt pris for byttebil er fratrukket, skal være NCG i hænde inden levering af den af kunden købte bil. NCG kan i modsat fald nægte levering af bilen.
    • Betaling af depositum, købesum og evt. udbetaling kan ske online. Når kunden betaler købesum eller udbetaling online, reserveres beløbet i første omgang og trækkes først på det tidspunkt, hvor bilen sendes fra NCG til kunden eller i forbindelse med kundens afhentning af bilen hos NCG.
    • Har kunden finansieret hele eller dele af købesummen gennem et finansieringstilbud via NCG’s hjemmeside, jf. pkt. 4, modtager NCG købesummen reduceret med evt. udbetaling fra finansieringsselskabet.
    • Der kan ikke ske kontant betaling.
    • DEN AF KUNDEN KØBTE BIL ER SOLGT MED EJENDOMSFORBEHOLD. EJENDOMSRETTEN TIL DEN SOLGTE BIL TILHØRER DERFOR NCG, INDTIL DEN FULDE KØBESUM SAMT EVENTEUELLE RENTER OG OMKOSTNINGER ER MODTAGET.


  2. Finansiering
    • NCG formidler på sine hjemmesider tilbud om finansiering af bilkøb. Hvis kunden ønsker at få finansieret sit køb af bil gennem finansiering via et af de finansieringsselskaber, som NCG formidler tilbud på lån for på hjemmesiden, skal kunden udfylde låneansøgning hos det pågældende finansieringsselskab.
    • Vælger kunden et af de finansieringstilbud, som formidles via NCG’s hjemmesider, finder de til enhver tid gældende betingelser for sådan finansieringsselskab anvendelse, herunder i forhold til kreditvurdering, fortrydelsesmulighed, omkostninger og gebyrer. Der henvises til betingelserne for den af kunden valgte finansieringsmåde for nærmere oplysning.
    • Fortrydelse af finansiering skal ske ved henvendelse til det af kunden valgte Finansieringsselskab. Fremgangsmåden for sådan fortrydelse fremgår af betingelser i den finansieringsaftale, som kunden har indgået med det valgte finansieringsselskab. Kun hvor dette måtte fremgå specifikt af det pågældende finansieringsselskabs betingelser kan evt. fortrydelse ske overfor NCG.

  3. Indbytning af brugt bil - Byttebil
    • I forbindelse med online køb af brugt bil kan NCG tage kundens brugte bil i bytte (byttebil). NCG indkøber ikke brugte biler online, medmindre sådan bil indgår i en samlet handel, hvor kunden erhverver en brugt bil fra NCG.
    • I forbindelse med kundens bestilling af bil oplyser NCG en forventet byttepris for kundens byttebil. Den oplyste byttepris er baseret på de oplysninger, som kunden giver på hjemmesiden. NCG kan anmode kunden om at fremsende fotografier af den pågældende bil. Den oplyste forventede byttepris er ikke endelig.
    • NCG skal have adgang til at se og vurdere den bil, som kunden ønsker skal indgå i handlen i en af NCG’s fysiske butikker, førend der kan aftales en endelig byttepris for kundens bil. NCG oplyser kunden om sin vurdering på baggrund af fysisk inspektion straks efter, denne er foretaget.
    • Såfremt NCG’s vurdering af den bil, som kunden ønsker skal indgå i handlen, ved fysisk inspektion afviger fra den tidligere oplyste forventede byttepris, kan kunden vælge at fortsætte handlen, enten på baggrund af NCG’s vurdering efter fysisk inspektion eller uden indbytning af bil, idet begge parter i modsat fald er frit stillet og ikke bundet af bestilling af eller tilbud om køb af bil eller byttebil. Kunden skal oplyse NCG om sit valg snarest muligt og senest inden 24 timer.
    • Hvis der skal indgå byttebil i handlen, skal kunden levere denne enten a) i den af NCG’s forretninger, hvor kunden får leveret den købte bil, senest samtidig med levering til kunden af denne, eller b) efter særlig aftale, ved at NCG tager byttebilen med retur, når der sker levering af den af kunden købte bil til kunden på en af kunden oplyst adresse. Såfremt NCG tager byttebil med retur med levering af den købte bil, er sådan levering af byttebilen vederlagsfri for kunden.
    • Kunden er forpligtet til selv at foretage indfrielse af eventuel restgæld i en byttebil, som skal indgå i handlen, inden denne leveres til NCG.

  4. Forsikring
    • Det er lovpligtigt at have ansvarsforsikring på sin bil. Ved indgåelse af aftalen skal kunden vælge et forsikringsselskab blandt de på hjemmesiden tilgængelige, hos hvilket NCG registrerer den købte bil i kundens navn.
    • Hvis kunden ønsker yderligere forsikring, fx kaskoforsikring, på den købte bil, kan NCG formidle tilbud på sådan forsikring. På hjemmesiden fremgår de forsikringstilbud, som kunden kan vælge mellem hos NCG. Yderligere oplysninger om den forsikring, kunden vælger, fremgår ved kundens valg af forsikringstilbud, herunder oplysning om forsikringsselskab, garantifond, klagemuligheder og vilkår.
    • NCG er accessorisk forsikringsformidler og modtager vederlag for formidling af forsikringstilbud til kunden. NCG er registreret i Finanstilsynets register over forsikringsformidlere. Registeret kan findes på finanstilsynet.dk.
    • Indgåelse af forsikringsaftale og betaling af forsikringsydelse (præmie) er NCG uvedkommende og er et forhold mellem kunden og det af kunden valgte forsikringsselskab.
  5. Fortrydelsesret
    • Nedenstående bestemmelser om fortrydelsesret finder anvendelse, hvis kunden køber bil online hos NCG. Nedenstående finder ikke anvendelse i forhold til fortrydelse af finansieringsaftale, som kunden måtte have indgået. Der henvises til betingelserne for den af kunden valgte finansiering for nærmere oplysning om fortrydelsesret i denne sammenhæng. Se også punkt 4.
    • Som privat køber af bil online har kunden 14 hele dages fortrydelsesret. Den 14 dages fortrydelsesret løber fra dagen, hvor bilen leveres til kunden, dvs. når NCG leverer bilen på den ønskede adresse, eller når kunden henter bilen hos NCG. Hvis fristen udløber i en weekend eller på en helligdag, udløber fristen den følgende hverdag. Kunden kan også fortryde sit online-køb, selvom bilen endnu ikke er leveret til kunden.
    • Hvis kunden vil fortryde sit online-køb af bil, skal kunden kontakte NCG skriftligt enten pr. post eller pr. e-mail. Kunden skal angive tydeligt, at henvendelsen vedrører fortrydelse af sit køb. Fortrydelsen skal være afsendt inden udløbet af fortrydelsesfristen.
    • Efter fortrydelse skal kunden returnere den købte bil og evt. udstyr leveret med bilen til NCG senest efter 14 dage. Den returnerede bil skal være i samme stand som ved leveringen til kunden. Der må ikke være sket værdiforringelse udover det for vurdering af bilen, herunder dens egenskaber, nødvendige. Har kunden kørt mere end 100 km siden levering af bilen, hæfter kunden for forringelse af bilens værdi allerede på denne baggrund. Sammen med bilen skal kunden returnere al relevant dokumentation. Kunden hæfter altid for værdiforringelse, som skyldes ualmindelig eller usædvanlig brug samt skader, der måtte være opstået på bilen eller udstyr, som er leveret med bilen. Kunden er ansvarlig for bilen eller udstyrs bortkomst. Efter særlig aftale og mod betaling for dette kan NCG afhente bilen hos kunden.
    • Kunden skal selv afholde omkostningerne til returnering af bilen, herunder omkostning til eventuel om- eller afregistrering.
    • Ved fortrydelse er kunden selv ansvarlig for afmelding af forsikring.
    • NCG vil snarest muligt efter kundens retmæssige fortrydelse returnere betalingen inklusive eventuelt depositum, dog tidligst når NCG har modtaget bilen retur. NCG vil eventuelt foretage fradrag for de ovenfor nævnte omkostninger, herunder eventuel værdiforringelse. Tilbagebetaling sker så vidt mulig på samme måde, hvorpå betaling er foretaget eller efter aftale.
    • Hvis der i den fortrudte handel er indgået en byttebil, accepterer kunden udtrykkeligt at modtage tilbagebetaling i penge, og at kunden ikke er berettiget til at modtage byttebilen retur, medmindre NCG ønsker dette.

  6. Reklamationsret
    • Der er reklamationsret i 24 måneder fra levering af bilen. Kunden bør gennemgå bilen ved levering.
    • Reklamationsretten omfatter mangler som var til stede på tidspunktet for levering. Forhold, som der ved købet er gjort opmærksom på, er ikke mangler.

  7. Garanti
    • Der ydes alene sådan garanti, som er udtrykkeligt aftalt. Herunder ydes alene kilometergaranti, hvor det garanteres, at bilen kun har kørt det antal kilometer, som kilometertælleren viser, hvis dette er særskilt aftalt.
    • Uanset, om der særligt er aftalt garanti eller ej, begrænser dette ikke reklamationsretten, jf. pkt. 8

  8. Persondata
    • I forbindelse med onlinehandel registrerer NCG personoplysninger om kunden. Der kan læses mere om, hvilke personoplysninger NCG registrerer, og hvordan de behandles via vores privatlivspolitik (se link nederst på siden).

  9. Adgang til klage
    • Hvis kunden er utilfreds med køb af bil via enten bn.dk eller www.bilerneshus.dk, kan der eventuelt klages til Ankenævnet for biler, som kan kontaktes her:

      Ankenævn for biler
      Lautrupvang 2
      2750 Ballerup

      www.bilklage.dk