XC40 Recharge er den første i rækken af fuldelektriske biler fra Volvo. I dag er produktionen af den nye elbil så endelig begyndt.
Samtidig markerer produktionsstarten et vigtigt skridt i retning af Volvo Cars' ambition om, at reducere CO2-aftrykket pr. bil med 40 procent inden 2025. Samme år forventer Volvo Cars, at 50 procent af det globale salg vil være fuldelektriske biler, mens resten vil være hybrider.
Stor Efterspørgsel
De europæiske kunders efterspørgsel efter XC40 Recharge har været så stærk, at det begrænsede antal biler, der har været tilgængelige, allerede er solgt. De første biler leveres til kunder i Europa senere på måneden. I Danmark vil bestillingen først åbne i andet halvår af 2021.
Produktionen af den første kundebil følger efter en forberedelsesperiode, hvor fabrikken i Ghent har bygget et begrænset antal præ-produktionsbiler. Denne proces er standardprocedure for hver ny model, og den har til til formål at optimere produktionsflowet og sikre kvaliteten af hver bil der bygges.
- I dag er en vigtig dag for Volvo Cars og for alle ansatte her i Ghent, udtaler Javier Varela, chef for den globale industrielle drift og kvalitet hos Volvo Cars.
Bygger på XC40
XC40 Recharge er en fuldelektrisk version af Volvos bedst sælgende SUV, som er den første Volvo, der vinder den prestigefyldte europæiske pris som ’Årets Bil’. XC40 Recharge er baseret på Compact Modular Architecture (CMA), en avanceret køretøjsplatform, der er udviklet inden for Geely-gruppen.
XC40 Recharge har firehjulstræk og tilbyder en rækkevidde på over 400 km (WLTP) med en enkelt opladning og et output på 408 hk. Batteriet kan oplade til 80 procent af dets kapacitet på cirka 40 minutter på en hurtigoplader.
Android Infotainment System
Et nyt Android infotainment system tilbyder kunderne hidtil uset personalisering, forbedret intuitivitet og Google-teknologi og tjenester, såsom Google Assistent, Google Maps og Google Play. XC40 Recharge modtager også større software- og operative systemopdateringer gennem skyen.
Mens bilen er bygget med allerede eksisterende sikkerhedsstandarder fra den originale XC40, har Volvo Cars' sikkerhedsingeniører fuldstændigt redesignet og forstærket frontstrukturen for at imødegå fraværet af en motor og stadig opfylde Volvos høje sikkerhedskrav. Batteripakken er beskyttet af et sikkerhedsbur, der er indlejret midt i bilens karrosseristruktur. Dets placering i bilens gulv sænker også tyngdepunktet for bilen for bedre beskyttelse mod væltning.
Fordi bilen ikke har nogen forbrændingsmotor, giver bilen føreren endnu mere opbevaringsplads via en såkaldt 'frunk' under frontkappen.