Nyheder fra bilens verden

Du er formentlig allerede stødt på skiltet 'Ny i job', når du handler ind i supermarkedet. Og det får dig straks til at sænke paraderne, hvis noget går galt, eller det går lidt for langsomt ved kassebåndet. 

Men hvad med ude i trafikken? Hvordan ved du, at det går lidt for langsomt foran, eller at bilen måske går i stå, fordi der er en ny bilist bag rattet. Det problem har et forældrepar fra Oksbøl i Vestjylland forsøgt at gøre noget ved og har opfundet et nyt magnetskilt, som kan sættes fast bag på bilen. 

- Vi oplevede, at vores søn blev mere nervøs i trafikken nu, da kørerlæreren ikke længere sad ved siden af ham, fortæller Thomas Riber, der sammen med sin familie har taget initiativ til det nye skilt.

Oplevede trælse ting i trafikken

Det var i høj grad sønnens oplevelser som ny bilist i trafikken, der fik forældrene til at handle. 

- Skoleskiltet var jo væk fra bilen og ingen kunne se, hvorfor bilen gik i stå i ny og næ, eller hvorfor han overholdt alle regler til punkt og prikke, som han havde lært. Det gjorde, at bilerne bag ham lavede nogle dumme ting. Dyttede en del, lavede hasarderede overhalinger og gav ham fingeren, siger Thomas Riber, der sammen med familien snakkede om, hvad de kunne gøre. 

- Til sidst blev vi enige om, at det måtte kunne ændres, så Sebastian kunne få ro og tid til selv at lære, hvordan hans kørestil skulle være, uden han hele tiden blev presset.

 
Sådan ser det nye magnetskilt ud på bagsiden af bilen. Foto: Thomas Riber

Skiltet er for alle

Skiltet har familien udarbejdet i samråd med kørelærer og andre forældre og unge. Det skal give de bagvedkørende besked om, at her er en ny bilist, som ikke har de samme trafikale færdigheder endnu, og på den måde i sidste ende imødekomme mere tålmodighed og forståelse fra andre bilister. 

- Hvis bare vi kan hjælpe de nye bilister et lille stykke hen ad vejen, hvor de bliver mødt med tålmodighed og smil istedet for aggression, fagter og uhensigtsmæssig kørsel, så er vi nået meget langt. Ikke kun for de nye bilister, men vi har ændret en holdning på de danske veje fra ego-trafik til hensyns-trafik, siger Thomas Riber.

Du kan se nærmere på de nye magnetstreamers og bestille dem her. 

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere