Mazda viser fremtidens design
Mazda har præsenteret to konceptbiler med nyfortolket design og banebrydende teknologi.

Mazda har præsenteret to konceptbiler med nyfortolket design og banebrydende teknologi.

Mazda løftede sløret for to helt nye design-visioner på Japan Mobility Show 2025 i Tokyo, hvor mærkets fokus på køreglæde og bæredygtighed stod centralt. Publikum fik samtidig mulighed for at opleve den næste generation af den populære Mazda CX-5 for første gang.
På dette års Japan Mobility Show præsenterede Mazda to nye visionære konceptbiler: Mazda Vision X-Coupe og Mazda Vision X-Compact (X udtales som cross).
Begge modeller er skabt med Mazdas designfilosofi “Kodo – Soul of Motion” som udgangspunkt og afspejler mærkets vision for fremtidens mobilitet – hvor glæden ved at køre bil går hånd i hånd med en mere bæredygtig fremtid.

Mazda Vision X-Coupe er en sportslig coupé, og det bliver en plug-in hybrid. Foto: Mazda
Mazda Vision X-Coupe er en sportslig coupe-inspireret konceptbil, der tager Mazdas klassiske design til et nyt niveau. Den kombinerer en plug-in hybrid drivlinje med en tokamret wankelmotor og en elmotor, der sammen leverer imponerende 510 hk. Bilen kan køre op til 160 km på ren elektricitet og op til cirka 800 km i hybridmode.
Ud over sin kraftfulde ydeevne demonstrerer Vision X-Coupe Mazdas innovationskraft med Mazda Mobile Carbon Capture – en teknologi, der under kørsel kan opsamle CO₂, og konceptet kan desuden køre på CO₂-neutralt brændstof udvundet af mikroalger. Dette understreger Mazdas ambition om at bidrage til reduceret CO₂-udledning i praksis.

Mazda Vision X-Compact skal blandt andet kunne registrere førerens humør og indstille interiørfarver og musik efter det. Foto: Mazda
Mazda Vision X-Compact repræsenterer Mazdas bud på fremtidens kompakte bil, hvor mennesket og bilen arbejder sammen på nye måder.
Ved hjælp af avanceret digital teknologi og kunstig intelligens kan bilen aflæse førerens humør – fx ved at tilpasse interiørets farver og foreslå musik, så køreoplevelsen bliver endnu mere personlig og intuitiv.

Mazda havde også premiere på deres nye Mazda CX-5. Foto: Mazda
Udover konceptbilerne var den nye generation af Mazda CX-5 også i fokus på udstillingen. CX-5 er en af Mazdas mest populære modeller gennem tiden med mere end 4,5 millioner solgte eksemplarer globalt, og den nye udgave byder på ekstra rummelighed, et mere dynamisk design og forbedret køredynamik. Indvendigt er systemet baseret på Google-integration, der skaber en mere intuitiv brugeroplevelse.
Med disse visioner viser Mazda, hvordan mærket fortsætter med at kombinere smukt design, avanceret teknologi og kørekomfort – både i konceptverdenen og i produktion.