Beijing er den ultimative stresstest
Hvis et selvkørende system kan fungere i Beijing, så burde det kunne fungere næsten alle steder.
Trafikken er massiv. Biler maser sig ind foran hinanden. Scootere kommer fra alle vinkler. Vognbanerne flyder nærmest sammen i myldretiden. Alligevel håndterer bilen situationerne med en ro, der næsten virker uhyggelig.
Den holder afstand. Den skifter bane. Den bremser blødt op. Den finder plads i trafikken. Den reagerer på biler, der pludselig trækker ud. Flere gange tager jeg mig selv i instinktivt at tro, at jeg må gribe ind.
Men det behøber jeg ikke. Bilen gør det selv.
Det mest mærkelige er næsten, hvor hurtigt man vænner sig til det. Efter få minutter begynder kroppen at acceptere, at systemet faktisk har styr på situationen. Det er en underlig følelse at sidde i tæt trafik uden selv at være aktivt involveret.
Ikke fordi man som chauffør slipper ansvaret fuldstændigt, men fordi systemet tager så mange beslutninger selv, at mennesket bag rattet nærmest bliver en passager. Det er netop dét, der gør oplevelsen så fascinerende.
Systemet føles ikke som traditionel adaptiv fartpilot eller lane assist, hvor bilen hjælper lidt til. Det føles som et langt større spring. Som om bilen faktisk forstår trafikken omkring sig.