Priserne stiger: Derfor bør du overveje at købe brugt elbil nu
Hvis du står med overvejelser om at købe en elbil, så kan der være god grund til at handle nu, hvis du vil undgå at den bil, du har kig på, stiger i pris i fremtiden.

Hvis du står med overvejelser om at købe en elbil, så kan der være god grund til at handle nu, hvis du vil undgå at den bil, du har kig på, stiger i pris i fremtiden.

Priserne på de mest populære brugte elbiler stiger. Men hvorfor nu det, når vi de sidste to år stort set ikke har set andet end tilbud og prisnedsættelser på både nye og brugte biler herhjemme?
I denne video fra Bilguiden gør vi dig klogere på de markedstendenser, vi ser lige nu, og som ser ud til at blive den nye virkelighed.
VIDEO: Se Bilguidens analyse af det nuværende brugtmarked og hør hvorfor, det kan give mening at handle brugt elbil nu
Lad os lige starte med at slå fast, at de sidste par år har været en stor negativ prisudvikling for elbilerne herhjemme. Altså negativ i positiv forstand. Elbilerne er nemlig historisk billige for os at købe som forbrugere.
Indtil nu har medianprisen på brugte elbiler på det danske marked kun været faldende. Fra oktober 2024 til april 2026 er den faldet fra 259.900 kroner til 229.900 kroner. Medianprisen er det prispunkt, hvor der er lige mange brugte biler til salg over og under prisen. Det skal dog nævnes, at udbuddet af billigere brugte elbiler også generelt er steget meget i denne periode og har fået gennemsnitspriserne nedad.
Men i maj tyder det altså på, at kurven knækker. I midten af maj lå medianprisen på knap 235.000 kroner. Altså en stigning på ca. 2,2% fra lavpunktet i marts og april på 229.900 kr. De endelige tal for maj er ikke opgjort endnu.
I begyndelsen af februar 2026 var der 21.800 elbiler til salg på Danmarks største brugtbilsplatform Bilbasen. I slutningen af maj 2026 var tallet faldet til 12.800. Og interessen for elbiler er stigende. I uge 20 havde Bilbasen 422.000 besøgende. Det er over otte gange flere interesserede, end der er brugte biler til salg.
Den store forskel i udbuddet skyldes altså til dels stigende aktivitet på det danske brugtbilmarked, men ikke mindst store udfordringer med at importere brugte elbiler til Danmark fra andre europæiske markeder til den rigtige pris.
Samtidig fortsætter salget af brugte elbiler med at vokse i Danmark: I april 2026 solgte danske forhandlere 8.777 brugte elbiler, 42 procent flere end april 2025. Forhandlerne sælger altså flere biler fra et mindre lager samtidig med at liggetiden på elbiler falder - de elbiler forhandlerne har stående bliver altså hurtigere solgt.
Og det er ikke kun i Norge - og nu Danmark - hvor elbilerne i dag fylder størstedelen af salget af nye biler.
De seneste salgstal viser, at der blev solgt 40% flere elbiler i Frankrig i april sammenlignet med marts, og for Tyskland var stigningen på 23%. På én måned. Lignende udviklinger sker i Portugal, Holland, Sverige og Belgien.
Tendensen er tydelig. Salget af brugte elbiler hos tyske forhandlere er næsten fordoblet fra knapt 25.000 elbiler i januar til lidt over 49.000 i april. Samtidig er det danske udvalg af brugte elbiler som nævnt i begyndelsen altså næsten halveret på et år. Det presser den vigtige danske pipeline af billige, brugte elbiler fra Tyskland.

En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at vores realløn er vokset markant mere end vores nabolande.
Samtidig har vi Europas billigste elbiler. Så lige nu har de danske forbrugere flere penge at bruge på indkøbet af elbilen. Dét er en grundlæggende forudsætning for, at danskerne fortsat vil efterspørge elbiler.
Det kan indfasningen af afgifter på elbiler selvfølgelig ændre lidt på, men den stigning som er planlagt ved årsskiftet, ikke vil være nok til at ændre tendensen mærkbart.
Når efterspørgslen stiger markant - og udbuddet lige nu ikke kan følge med - så stiger priserne. Og hvorfor stiger efterspørgslen så kraftigt lige nu? Der er flere årsager.
Den største årsag - også herhjemme- er nok de stigende brændstofpriser. For selvom brændstof er dyrere i Danmark end resten af Europa, så er det også blevet markant dyrere at tanke bilen i udlandet.
Samtidig har. bl.a. den tyske regering igen indført flere forskellige støtteordninger, der med succes får flere tyskere til at vælge elbiler. Det gælder både direkte støtte til køb af elbiler samt skattefordele, der også gælder firmabiler og brugte elbiler.
Dermed er virkeligheden vendt op og ned for de danske forhandlere, der har hentet billige elbiler hjem i titusindvis fra hele Europa. Prisudviklingen er gået fra at være nedadgående i flere år til at være den modsatte retning på seks uger. Det har konsekvenser for bilforhandlerne og dermed også for os som bilkøbere.
Prisstigninger på de mest populære elbiler (Bilbasen uge 20 - 2026):
· VW ID. 7: gennemsnitlig opjustering: 8.809 kr
· VW ID. 4: gennemsnitlig opjustering: 7.914 kr
· BMW iX3: gennemsnitlig opjustering: 7.822 kr
· Skoda Enyaq: gennemsnitlig opjustering: 7.761 kr
· VW ID. Buzz: gennemsnitlig opjustering: 7.501 kr
Forhandlerne skal forberede sig på stigende priser, og især at bilerne er og bliver dyrere i den kommende tid. Det er positivt for forhandlerne fordi de ikke risikerer at skulle sætte de biler, de opkøber i udlandet længere ned i pris, når de får dem til salg i butikken. Og fordi efterspørgslen på de mest populære elbiler er stigende.
MEN det rammer også os som forbrugere. Vi skal nemlig til at indse at købsfesten er slut. Flere års konstante prisfald betyder, at bilerne på det danske brugtbilmarked lige nu er Europas billigste. Nu skal vi til at betale mere for bilerne end tidligere.
Indtil videre er der ikke noget som tyder på, at det vil vi ikke. For det første har vi nok flere større prisstigninger til gode. Selvom prisen på elbiler stiger en smule, så opleves de fortsat som den billigste biltype at eje - især med de stigende brændstofpriser in mente.
Og så er der det med tilgængeligheden - altså udbuddet af elbiler i fremtiden. Forhandlerne skal nok forvente, at det bliver vanskeligt at hente elbiler hjem fra det svenske, tyske og franske marked, når deres egne forhandlere selv skal bruge bilerne.
Lige nu er der fortsat et massivt overudbud af elbiler i Europa generelt. Men udviklingen går nu stærkt i den anden retning, og det kan kun betyde en ting - nemlig prisstigninger.
Det bliver spændende at se, om bilfabrikkerne får skruet op for produktionen i samme tempo - for det kan dæmpe prisstigningerne på især nye elbiler.
Der er også en stor ubekendt i de mange kinesiske elbilmærker, som er kommet til Europa. For lige nu sælges der ikke helt så mange elbiler i Kina som hidtil - og hvad gør de kinesiske mærker med deres overproduktion?
Sender de dem videre til Europa, hvor de er ved at få bedre og bedre fat i markedet og dermed bruge lageret til at skabe yderligere pres på de europæiske markeder.
Og får de bygget flere lokale fabrikker i Europa, så de kan slippe for told og dermed sælge deres biler endnu billigere? Det kan vi lige nu ikke spå om. De kinesiske mærker er dog fortsat så små herhjemme i det samlede salg, at de næppe vil forskyde den nuværende udvikling synderligt.
Så hvad tænker du? Er du tættere på at købe en elbil? Eller venter du og ser tiden an med håbet om yderligere prisfald? Deltag i debatten på Bilguidens YouTube-kanal.