Nyheder fra bilens verden

Danmarks smukkeste motorløb, Munkebjerg HillClimb, byder hvert år på spændende nyt til alle, der elsker klassiske biler og smuk natur. I år foregår løbet søndag den 11. august - og der bliver rigeligt at se på.

 

Munkebjerg HillClimb foregår på landets eneste rigtige serpentinervej, der løber fra Ibæk Strandvej ved Vejle op mod Munkebjerg Hotel, cirka 100 meter over havoverfladen.

Der er blandt meget andet danmarkspremiere for en bil, somkun findes i ét eneste eksemplar i hele verden.

For tilskuerne er der både ædle, gamle biler og en betagende udsigt at nyde. Og det hele er gratis.

Findes i et enkelt eksemplar

Ferrari-eksperten Kaj Bertelsen fra Viborg stiller op med en Jaguar-Ferrari-Biondetti Spyder Corsa fra 1950.

Bilen er kun bygget i et eneste eksemplar af racerkøreren Clemente Biondetti, der stillede op med den i det første italienske Grand Prix til Formel 1 VM på Monza i 1950.

Bilen er bygget med karosseri fra en Ferrari 166T, men motoren er en Jaguar 3,4 liter, som Biondetti lagde i. Han gennemførte dog ikke løbet.

Samler masser af mennesker

Munkebjerg Hillclimb samler hvert år flere og flere tilskuere, og derfor byder arrangørerne i år som noget nyt på en 5 meter bred storskærm placeret i ryttergårdsområdet.

- Vore dygtige speakere giver interessante oplysninger om alle kørere og biler. Det er gratis for publikum at overvære løbet hele dagen, enten ved starten på Ibæk Strandvej, fra Casinosvinget midt på banen eller fra mål bag ryttergården ved Munkebjerg Hotel, og nu kan man så også se løbet live fra storskærm, mens man nyder mad og drikke, fortæller løbsleder Søren Duun.

Valfarter til fra hele landet

Munkebjerg Hillclimb er et ægte hastighedsløb. Bilerne starter med et minuts mellemrum på sydsiden af Vejle Fjord og kører op ad serpentinevejen med mål ved Munkebjerg Hotel.

Man kører ruten fem gange, to gange træning og tre heat i selve løbet. Ruten er 1,6 kilometer med en række krævende sving.

Der er gratis adgang for publikum. Man kan komme helt tæt på bilerne både ved start nede ved stranden og ved mål og ryttergård oppe på toppen ved Munkebjerg Hotel. Der køres hele dagen - søndag den 11. august - fra klokken 9 til 17.

Man kan se mere om løbet her.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere