Polestar runder 10.000 biler i Danmark

Polestar har nu rundet 10.000 registrerede biler på de danske veje, hvilket er en fordobling på bare ét år.

Mette Munk Nielsen
·
Polestar 4 Bil Nummer 10000

Polestar har for alvor bidt sig fast på det danske elbilmarked. Performance-brandet kan nu fejre, at der kører 10.000 Polestar-biler på de danske veje – næsten en fordobling på blot ét år.

Milepælen er et tydeligt bevis på Polestars voksende popularitet blandt danske bilkøbere. I første kvartal af 2025 steg antallet af nyregistreringer i Danmark med hele 140 % sammenlignet med samme periode året før.

Dermed runder Polestar 10.000 biler i Danmark, hvor man på samme tid i 2024 lå på 5.500 biler.

Væksten drives især af den velkendte Polestar 2, som fortsat er en af de mest populære elbiler i premium-segmentet. Samtidig har de to nye elektriske SUV’er, Polestar 3 og Polestar 4, fået en stærk modtagelse og tiltrukket både familier og firmabilskunder, der søger en kombination af luksus, teknologi og performance.

 

Vores kombination af skandinavisk design, innovativ teknologi og bæredygtig ansvarlighed taler til en voksende gruppe af elbilkøbere.

- Henrik Bang, direktør for Polestar Danmark.

Flere Polestar Spaces i Danmark

Den positive udvikling skyldes ikke kun modelprogrammet, men også en styrket salgsstrategi. Polestar har åbnet flere permanente Polestar Spaces i Danmark, som gør det lettere for kunderne at opleve bilerne på nært hold og få personlig rådgivning.

- At vi nu har 10.000 biler på de danske veje, er ikke kun en milepæl – det er et klart tegn på, at Polestar virkelig har fået fat i de danske forbrugere. Vores kombination af skandinavisk design, innovativ teknologi og bæredygtig ansvarlighed taler til en voksende gruppe af elbilkøbere. Samtidig har vores fokus på en mere personlig og tilgængelig salgsmodel gjort en tydelig forskel, siger Henrik Bang, der er direktør for Polestar Danmark.

Polestar 4 Bil Nummer 10000

Henrik Bang, direktør i Polestar Danmark, overrækker nøglerne til en glad Polestar 4-kunde. Foto: Polestar

Elbiler dominerer de private bilkøb

Polestars fremgang falder sammen med en generel tendens på markedet. I april 2025 udgjorde elbiler hele 83% af de private bilkøb i Danmark.

Samtidig har Polestar fastholdt sit fokus på ambitiøse klimamål. Ifølge virksomhedens seneste bæredygtighedsrapport er CO₂-udledningen pr. solgt bil reduceret med 25% siden 2020 – en udvikling, der understøtter mærkets ambition om at levere både performance og ansvarlighed.