I fremtiden kan du se trafikinformationer direkte på vejen, når du kører. Ford tester i øjeblikket den nye teknologi, som skal få føreren til at holde fokus på vejbanen.
Er det nu, jeg skal dreje? Hvor skal jeg køre hen i rundkørslen? Hvilken afkørsel skal jeg med? Selvom navigationen er tændt i bilen, så flakker blikket mange gange under kørslen for at finde ud af, hvor man præcis skal hen. Og de få sekunder, hvor øjnene ikke er på vejen, betyder, der kan opstå farlige situationer.
Med nutidens Head Up Display har man forsøgt at løse det - her får man trafikinformationer i øjenhøjde, men tænk hvis man i stedet fik trafikinformationen direkte på vejen. Den tanke har Ford brugt til at udvikle High-Resolution Headlights.
Med trafikinformationer direkte på vejen forbliver blikket, hvor det skal. Foto: Ford
Forlygter er forbundet til bilens systemer
Med den nye teknologi vil bilens systemer fodre bilens forlygte med relevante informationer som hastighedsbegrænsninger, vejanvisninger eller skiftende køreforhold som sne, tåge eller isglatte veje.
"Der er potentiale for, at en bils lygter kan bidrage med så meget mere end blot at sørge for, at vejen foran bilen er oplyst. Med denne teknologi kan bilens fører få helt essentiel information uden at skulle fjerne øjnene fra vejen," siger Lars Junker, Advanced Driver Assistance System, Ford Europa.
Også ved parkering vil forlygterne kunne hjælpe ved at vise bilens bredde, så føreren kan se, om der er plads på en snæver parkeringsplads, eller hvis bilen skal køre på en smal vej.
Videoen fra Ford viser, hvordan teknologien fungerer.