Ford Ranger PHEV lanceret i Danmark
Ford introducerer nu en plug-in hybrid-udgave af Ranger i Danmark - helt uden at gå på kompromis med trækkraft eller nyttelast. Modellen kan bestilles allerede nu.

Ford introducerer nu en plug-in hybrid-udgave af Ranger i Danmark - helt uden at gå på kompromis med trækkraft eller nyttelast. Modellen kan bestilles allerede nu.
Med lanceringen af Ford Ranger plug-in Hybrid får Fords populære pickup en ny drivlinje med elektrisk rækkevidde. Du får stadig en arbejdsbil, der kan trække tungt, men som også kan køre 43 km elektrisk.
Ford Ranger er den mest solgte pickup i sit segment i Europa gennem de seneste ti år, og der er solgt mere end en halv million Ranger-modeller, siden den seneste generation blev lanceret i 2012. Der er ingen tvivl om, at det er en populær pickup, og nu tilføjer Ford så en delvist elektrisk variant til modelprogrammet i form af en Ranger plug-in hybrid.
Drivlinjen i Ford Ranger PHEV kombinerer en 2,3-liters EcoBoost benzinmotor med en 75 kW elmotor og et 11,8 kWh batteri. Samlet yder systemet 281 hk og 697 Nm, hvilket giver den højeste momentangivelse, der er set i en Ranger til dato. Den elektriske rækkevidde er op til 43 km (WLTP), og opladning med en 16A ladeboks tager under fire timer.
- Dette er den stærkeste Ranger, vi nogensinde har haft. Den opladelige hybridmotor leverer ikke bare kraft og kapacitet, men gør bilen særdeles konkurrencedygtig på prisen. Her får du alle fordelene ved elektrisk drift kombineret med alle de egenskaber, der har gjort Ranger til den mest solgte pickup i Europa. Det gør denne model til et endnu mere attraktivt valg i det mellemstore pickup-segment, siger salgschef for Ford varebiler, Tom Maxmølris, fra NCG Motor Company.
Ford Ranger bliver delvist elektrisk med den nye plug-in hybrid-drivlinje. Foto: Ford
Den nye Ford Ranger PHEV opretholder pickup’ens fulde arbejdsfunktioner med en trækkraft op til 3.500 kg, nyttelast op til ét ton, firehjulstræk (e-4WD) og flere køreprogrammer som glat, træk, mudder og sand.
Ranger PHEV introducerer Ford Pro Power Onboard, der giver op til 6,9 kW strømudtag til værktøj og udstyr. Via to 16A-stik kan brugeren trække op til 3,45 kW fra hvert udtag, både i kabinen og på ladet. Det er ekstraudstyr til bilen.
Derudover forbedres kabinens komfort med aktiv støjreduktion, som anvender mikrofoner til at mindske motorlyd gennem modlyd-signaler.
Dette er den stærkeste Ranger, vi nogensinde har haft.
Med firehjulstræk klarer Ford Ranger PHEV de fleste underlag uden problemer. Foto: Ford
I Europa lanceres Ranger PHEV i tre versioner: XLT, Wildtrak og Stormtrak. I Danmark tilbydes udelukkende Wildtrak-modellen. Med sin elektriske rækkevidde og høje trækkapacitet er Ranger PHEV særligt god til dig, som gerne vil kunne køre i byen med potentielle miljøzoner og samtidig klare alle terræn. Mulighed for at bruge bilen som strømforsyning gør den velegnet til dig, der har brug for strøm “off-grid”.
Ford Ranger plug-in hybrid kan allerede nu konfigureres og bestilles. Prisen begynder ved 402.700 kr. ekskl. moms (491.625 kr. inkl. moms). De første levering forventes efter sommerferien 2025.