Tips & tricks

Politiet holder altid et vågent øje med, hvad der foregår på de danske veje - men i uge 19 er der sat ekstra fokus på at plukke eventuelle bilister, der måtte være særligt uopmærksomme, til side og give dem en "hilsen". Der er nemlig alt for mange uopmærksomme bilister på vejene.

 

Vi kender det godt allesammen, gør vi ikke? Telefonen bipper, og der er kommet en besked ind, som er svær at holde sig fra. Og måske endnu mere svær ikke at besvare?

Eller man er i gang med at skrue låget af en vandflaske, låget ryger ned i bunden af bilen, og så overvejer man, om det ikke er bedst at samle låget op igen.

Blå blink foto Rigspolitiet

Måske volder DAB-kanalen på bilens radio problemer, og man går i gang med søge efter en ny kanal, som så skal gemmes på et bestemt nummer.

Vær opmærksom bag rattet 

Det lyder jo uskyldigt, hvis ikke det var fordi, at ovenstående foregår i selvsamme sekund, som man sidder bag rattet i en bil, der kører med 100 kilometer i timen i fremadgående retning.

Alt kan gå galt - og det gør det desværre også ofte. Alt for mange trafikulykker i Danmark sker således på grund af uopmærksomhed, og det handler om meget andet end mobiltelefonerne.

Blandt andet derfor har ordensmagten meldt ud, at de i uge 19 har ekstra stor fokus - eller opmærksomhed - på uopmærksomhed i trafikken. Og at de deler ud af både bøder og klip i kørekortet, hvis det er nødvendigt.

Vil du ikke leve lidt længere?

I et opslag spørger politiet således lettere retorisk, om: "...du ikke vil leve lidt længere?". Og supplerer med lidt statistik fra egen verden.

Således skriver ordentmagten, at der er uopmærksomhed involveret i omkring hver tredje dødsulykke i trafikken, og at cirka seks procent af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel udfører en handling, der kan distrahere dem og tage deres fokus fra trafikken.

Politibil foto Kim Matthai Leland

Hvis man kører med en hastighed på 80 kilometer i timen og kigger på sin mobil eller sin navigation i blot fire sekunder, så har man kørt 89 meter uden at have haft sine øjne på trafikken.

Kør bil, når du kører bil

Det får politi til at spørge, hvad hulen de mennesker laver, når de ikke kører bil - altså selv om de faktisk kører bil. Og svaret kommer politiet selv med:

"Jo, de taler for eksempel enten i håndholdt mobiltelefon, læser eller skriver tekstbeskeder, indstiller deres navigation eller radio, spiser eller drikker, samler ting op fra gulvet, passer børn eller noget helt syvende...".

Du kan læse opslaget fra Sydøstjyllands Politi her - men vores klare opfordring er naturligvis, at du ikke gør det samtidig med, at du kører bil. For du skal køre bil, når du kører bil.

Find mere information på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere