Mazda

MX-30 er Mazdas første elbil. Selvom man ikke er i tvivl om, at her kommer en Mazda – så er den også helt sin egen, og der er taget nogle modige men meget bevidste valg af designerne.

Mazda MX-30 er lækkert bygget med masser af læder, bløde materialer og lækre skærme. I Mazdas første elbil er der tænkt på miljøet i mere end en forstand. Derfor er al læder på nær gearvælger og rat af kunstlæder for at skåne dyrene.

VIDEO: Bilguiden ser nærmere på Mazda MX-30

> Se mere om Mazda MX-30 og dens priser

Mazda har valgt at udstyre MX-30 med et 35,5 kWh batteri, hvilket giver bilen en rækkevidde på ca. 200 km ved blandet kørsel. Det lyder ikke af meget, men Mazda læner sig op ad flere undersøgelser, der viser, at langt de fleste ikke har behov for højere rækkevidde i hverdagen. Så hvorfor gøre bilen dyrere eller mere miljøtung at producere end højst nødvendigt. En fin tanke, men det afholder utvivlsomt også nogle fra at vælge bilen, selvom den opfylder alle andre behov. 


MX-30's Freestyle-døre skiller sig ud, og giver faktisk en overraskende nem adgang til bagsæderne. Foto: bilguiden

Lækker kvalitet - lækker køreoplevelse

MX-30 er fyldt med lækre designdetaljer som belægning af kork (Mazda begyndte som korkfabrik) og store skærme. Den største infotainmentskærm er skubbet elegant tilbage og har ikke touch. Alt styres fra rattet eller den nemt betjente drejeknap (HMI-Commander) ved gearvælgeren. Her finder du også en stor knivskarp touchskærm, hvor du betjener klimaanlæg, varme i rat og sæder osv.

Og hvis du troede at flere skærme og kork i kabinen var noget særligt – så har Mazda endnu en speciel detalje i ærmet. Dens 'Freestyle-døre' åbner nemlig hver sin vej, og det giver en lidt anderledes indstigning til bagsæderne. Ikke helt så godt som en 5-dørs klassisk bil - men meget bedre end en 3-dørs.


Kabinen i MX-30 er i Mazda vanlige høje kvalitet. Denne gang toppet op med kork og en touchskærm til klimaanlægget. Foto: Bilguiden

Kvik motor med begrænset topfart

Mazda MX-30 kommer med en elmotor og batteri på 35,5 kWh og 145hk. Den føles rigtig kvik om end den er opgivet til at køre fra 0-100 km/t på knap 10 sekunder og har en tophastighed på 140 km/t. Den føles dog rigtig kvik, og du har heller ikke lyst til at træde speederen i bund for at få optimal udnyttelse af batteriet. Mazda giver 8 års garanti eller op til 160.000 km på batteriet.


MX-30 er ikke en stor SUV men en Crossover der stadig giver en behagelig indstigningshøjde og udsyn. Foto: bilguiden

Økonomisk og proppet med udstyr

En anden ting som er værd at have med i sine overvejelser om at købe en elbil er driftsomkostningerne. For selvom en elbil er dyrere, så sparer du både serviceomkostninger, ejerafgift og hvis du vælger den rette ladeløsning også en del brændstofomkostninger. Er du i tvivl om, hvilken ladeløsning som passer bedst til dit behov, så se vores store ladeguide.

Mx-30 findes i to udstyrsversioner Sky og Cosmo. Allerede fra begyndelsen har den masser af udstyr som klimaanlæg, adaptiv fartpilot, head-up display, parkeringssensor for og bag og masser af sikkerhedsudstyr som automatisk nødopkald til alarmcentralen ved ulykker, automatisk nødbremse med fodgængerregistrering, vejbaneassistent, skiltegenkendelse og blindvinkelalarm. 


Pladsen på bagsæderne kan lige klare to voksne på 185-190 cm. Foto: Bilguiden

Som noget nyt er der også hele 10 airbags, hvoraf den ene er placeret mellem føreren og forsædepassageren og side-airbags ved bagsædet. Alt er vel at mærke standardudstyr og giver MX-30 de højeste 5 stjerner i Euro NCAP sikkerhedstesten. 

Vælger du højeste udstyrsniveau Cosmo får du alt, hvad den kan trække af ekstra komfort med BOSE-anlæg, dellædersæder, Fuld LED-lygter og endnu mere sikkerhedsudstyr som 360 graders kamera. For første gang følger der også en gratis app, hvor du får en masse muligheder for at se kørselsstatistik og fjernstyre nogle af bilens funktioner, så bilen fx kan være varm, når du kommer ud om morgenen.

Overraskende rummelig

Mazda MX-30 er ikke nogen fullsize SUV. Alligevel kan man sagtens være to voksne på bagsædet, og bagagerummet kan rumme rejsekufferterne. Den runder noget bagtil, og det går ud over højden i bagagerummet - til gengæld har du stadig luft over hovedet på bagsæderne. Mazda MX-30 kan sagtens rumme den mindre familie og vil gøre det fantastisk som en økonomisk bil nr. 2 eller til dig med et begrænset kørselsbehov i hverdagen. 


Bagagerummet rummer 366 liter (345 liter hvis du har tilvalgt BOSE-anlæg). Foto: Bilguiden