Efter et forrygende bilsalg i 2019, hvor der blev sat rekord, har bilkøberne haft lidt sværere ved at finde ind i de danske bilhuse. Men hos Volvo er der grund til begejstring, for her 2020-salget indtil videre budt på en flot fremgang.
Samlet blev der i årets første to måneder solgt lige i underkanten af 40.000 køretøjer herhjemme - hvis vi kigger på samtlige biltyper, og dermed også inkluderer varebil, lastvogne og busser.
Sidste år blev der i gennemsnit solgt 22.085 køretøjer om måneden, og dermed halter det altså en kende med bilsalget.
Men hos Volvo er der bestemt ingen grund til at bøje nakke i skam - for her har man formået at markere sig med et ganske fint salg.
Har hentet ind på Audi og BMW
Vores naboer fra Sverige har således formået at veksle en markedsandel for 2019 på 2,5 procent til foreløbig 3,05 procent i 2020.
Det betyder med andre ord, at hver gang, der ruller 100 nye køretøjer ud på de danske landeveje, så står der Volvo på tre af dem.
Volvo XC40 er en af de bedst sælgende modeller i Danmark. Foto: Volvo
Samlet er der i januar og februar solgt 1217 Volvo-modeller, hvilket bare er 111 modeller færre end konkurrenterne fra Audi. BMW ligger yderligere 50 styk længere oppe på hitlisten.
Volvo V60 er en bestseller
Bedst sælgende i årets to første måneder er atter Volkswagen, der har solgt 5129 modeller, hvilket svarer til en markedsandel på 12,84 procent.
Volvo V60 er den bedst sælgende Volvo-model med 472 eksemplarer, mens Volvo XC60 og Volvo XC40 indtager de følgende pladser med henholdsvis 232 og 207 solgte enheder.
Volvo V90 er den fjerdemest solgte model fra svenskerne med 79 eksemplarer.
Transit-model indtager atter førstepladsen
Den bedst sælgende bilmodel overall i januar og februar 2020 blev i øvrigt Peugeot 208 med et salg på flotte 1280 styk.
Andenpladsen går til et andet medlem af PSA-familien, nemlig Citroën C1, mens Toyota Aygo blev nummer tre. De to modeller solgte i henholdsvis 1122 og 1022 eksemplarer.
Ford Transit Custom har i adskillige år været den bedst sælgende varebil i Danmark. Og det er den fortsat. Arkivfoto: Ford
Den eftertragtede Ford Transit Custom er atter den bedst sælgende varevogn - og med 862 solgte enheder formåede den fine kassevogn faktisk at blive nummer seks på den samlede liste.
(Kilde: DBI-IT)