Ford Mustang Forfra

VIDEOTEST: Ford Mustang still going strong

Ford Mustang er verdens bedst sælgende sportsvogn gennem mere end 50 år. En imponerende bedrift som også forpligter.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

 

Ford Mustang har en lang historie og er for de fleste en ikonisk sportsvogn med masser af amerikansk charme. Mens mange sværger til særlige årgange og synes de nye er blevet for poppede, så kan den nye Mustang stadig give dig et historisk pust og et helt fantastisk smil på læben. 

Mustangs V8’er er lyden af dansk sommer og roadtrip. Og samtidig kan du være helt sikker på masser af misundelige blikke når du kører forbi i den ikoniske bil med hesten på fronten. Selvom Mustang har ændret sig gennem årene og nogle sværger til de gamle modeller. Så giver den nye også lidt af det historiske sus og er måske en af forklaringerne på, at Mustang stadig lever i bedste velgående.

LÆS MERE:
Se mere om Mustang og dens priser her.


Mustang GT Convertible kræver din opmærksomhed. Foto: bilguiden

Mustang med muskler

Mustang blev en overgang lavet med en firecylindret motor, men det er Ford heldigvis gået fra igen, og derfor får du den med en voksen 5 liters V8 motor med 450 hk som både kan larme og være diskret. Gennem en række køreprogrammer kan du nemlig vælge, hvor meget motoren skal larme - eller synge om man vil.

En racerbil bliver Mustang aldrig. Den ligger godt på vejen, men at tage skarpe sving med høje hastigheder er den ikke bygget til. Her lever den op til sine amerikanske rødder og føles mere som en god flyder som stadig kan sparke fra sig. 


Mustang Bullitt er en jubilæumsudgave og en nyfortolkning af den ikoniske bil fra filmen med Steve Mcqueen fra 1968. Foto: bilguiden

Både som åben og lukket 

Mustang fås både som convertible – altså en åben cabriolet, men du kan også få den som Fastback med fast tag eller en særlig jubilæumsudgave Bullitt som er en direkte nyfortolkning af samme model fra den klassiske biljagt i 1968-filmen med Steve Mcqueen. Om nutidens Mustang bliver en ligeså eftertragtet og ikonisk veteranbil om 40 år, som dens forfædre, er svært at spå om. Chancen er størst ved jubilæumsudgaverne som Bullitt. Mens Bullitt kun fås med manuelt gear så fås Mustang convertible og Fastback både med manuelt gear og et 10 trins automatgear som reagerer hurtigt og glidende.   

Har du valgt den åbne udgave (som den i vores videoanmeldelse,) så køres taget nemt af og på elektronisk. 


Interiøret i Mustang er mere europæisk end tidligere udgaver. Men det er stadig forholdsvis firkantet og simpelt, som en amerikansk Mustang bør være. Foto: bilguiden

Begrænset plads

Et af de få kedelige punkter i en Mustang er pladsen som er begrænset. Du kan med nød og næppe klemme to velvoksne herrer på 186 cm ind på bagsæderne, men så er der ikke den samme benplads foran - og er taget slået op er indstigningen trang. Men det kan lade sig gøre. Og det lever man med, så snart bilen kører afsted, og du får vinden i håret på en dejlig solskinsdag.


En mand på 186 cm kan lige klemme sig ned på bagsædet. Det er dog til at leve med, når først motoren brøler og solen skinner. Foto: bilguiden

Kun til salg i Fordstores

Mustang fås i mange smarte farver og er generelt rigtig fint udstyret og giver flere muligheder for at tilpasse designet med bl.a. læder og kulfiberdetaljer. Standardudstyret er fx adaptiv fartpilot, 19" alufælge, stor farveskærm, klimaanlæg, varme i rat og Fuld LED-lygter.

Er du lun på en ny Mustang så forhandles de kun i de såkaldte Fordstores som findes i Danmarks fem største byer, hvoraf Bjarne Nielsen ejer den ene i Esbjerg.


Her ses de ikoniske baglygter på Mustang og flotte alufælge. Foto: bilguiden