Dacia Duster Lowres

VIDEOTEST: Faceliftet Dacia Duster kan stadig være med

Den populære Dacia Duster er kommet i et facelift, hvor nye lygter og infotainment gør den endnu skarpere. Og så kan den nu fås med et længe ventet automatgear.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Se bilguidens gennemgang af den faceliftede Dacia Duster her.

I Danmark er der solgt omkring 7400 Duster siden introduktionen i Danmark i 2014, men især i udlandet er den med over to millioner solgte eksemplarer gået rent ind.

Det høje antal solgte biler kan også mærkes i Danmark om sommeren, hvor det vrimler med Dacia Duster på tyske plader. Og hvad gør Duster til en storsællert? Den altovervejende grund er uden tvivl prisen - og så får du bare rigtig meget bil for pengene.

Den faceliftede udgave har udefra fået nye lygter med LED-kørelys, en minimalt anderledes kølergrill og indefor byder den på nyt indtræk og en ny 8" touchskærm i kabinen.

Bilguiden Duster Bagfra

De nye lygter både foran og bagpå har fået samme udtryk som Dacias Sandero og den kommende Jogger. Det tager udgangspunkt i Dacias nye logo som dog ikke er kommet på den faceliftede Duster. Foto: bilguiden

Nu med automatgear

Selvom det er små ting der opdateret på den nye Duster, så har den dog også et ekstra es i ærmet, som har været længe ventet. Den fås nemlig nu med automatgear.

Automatgearet er kun at finde i 1,3 liters motoren med 150 hk som koster cirka 17.000 kroner mere end udgaven med manuelt gear og 130 hk.

Duster er både en rummelig SUV og familiebil men den har samtidig en god frihøjde på hele 21 cm og kombineret med dieselmotoren med 115 hk og muligheden for firehjulstræk, så kan den også sagtens klare en udfordrende tur i skoven.

Bilguiden Duster Frihoejde

Frihøjden på Duster er hele 21 cm, og dermed kan den godt klare en tur i både vand og mudder (især med firehjulstræk). Foto: bilguiden

Flot udstyrsniveau til prisen

Man skal ikke forvente en kæmpe kvalitetsoplevelse i en Duster. Heller ikke den faceliftede udgave. Men man skal hele tiden have prisskiltet med i baghovedet og så den mængde udstyr, du får med.

Kun med mindste motor med 90 hk eller i den største med 150 hk med automatgear har du mulighed for at vælge det mindre udstyrsniveau Comfort. Men for kun 7.000 kroner er du i højeste udstyrsniveau Prestige, hvor du får 8" infotainment med trådløs Apple Carplay/Android Auto, forhøjet armlæn og lændestøtte og en tomme større alufælge (17") med, så det kan næsten ikke betale sig at lade være.

Som ekstraudstyr kan du vælge en komfortpakke med nøglefri betjening og to ekstra usb-stik for 3.800 kroner, eller 360 graders kamera som i praksis består af fire individuelle kameraer – et på hver side af bilen som du kan vælge imellem, men du får ikke billedet oppefra af hele bilen, som man er vant til i dyrere biler.

Bilguiden Duster Kabine

Duster har fået en ny 8" touchskærm med mulighed for trådløs Apple Carplay og Android Auto, Skærmen findes også i Sandero. Foto: bilguiden

Bilguiden Duster Bagsaede

Duster har fint med plads til to voksne bagsædepassagerer eller to autostole og et mindre barn. Den midterste plads er forbeholdt den kortere tur, hvis det er voksne. Foto: bilguiden

Kunne en Dacia Duster også være noget for dig? 169.990 kr.

Du kan se flere detaljer om Dacia Duster, dens udstyr, priser og motormuligheder her.

Der tages forbehold for prisændringer.
Dacia Duster koster fra

Sikkerhed på budget

For at holde prisen nede har Dacia udeladt udstyr som aktiv nødbremse og vejbaneassistent, og det koster på antallet af sikkerhedsstjerner hos Euro NCAP, hvor den får 3 stjerner. Skulle den vurderes i dag, ville det nok ikke blive til mere end to. Dette skyldes, at de radarbaserede sikkerhedssystemer som nødbremse og kollisionsadvarsel slet ikke kan fås til Duster.

Men selvom de manglende radarbaserede sikkerhedssystemer straffer Duster på sikkerhedsstjerner, så har den basalt sikkerhedsudstyr som front, side og gardinairbags og i Prestige-udgaven også bakkamera og blindvinkelalarm. Derudover så klarer en Duster sig til mere end 3 stjerner i den såkaldte crashtest.

Bilguiden Duster Kamera

360 graders kamera i form af fire kameraer, et på hver side af bilen, kan erhverves for sølle 3.000 kroner ekstra. Foto: bilguiden

Duster dækker dagligdagen

Dacia giver tre års fabriksgaranti og tilbyder ud over en god balance mellem pris og kvalitet for pengene også en yderst rummelig bil, som dækker de flestes daglige behov.

Så er du mest til en splinterny bil, og leder du efter en allround familiebil eller campingtrækker med behov for frihøjde og praktik til en fair pris, så er Duster værd at overveje. Du får i hvert fald svært ved at finder en anden ny bil i samme størrelse til samme pris og med tre års fabriksgaranti.

Bilguiden Duster Bagagerum

Bagagerummet i Duster er på 478 liter og dejligt regulært og firkantet. Du har dermed som familie plads til det meste. Foto: bilguiden

Se flere nyheder i vores bilmagasin

Bilmagasin