Varebiler

Da 2018-salget af varebiler i Danmark for et år siden blev gjort op, viste det sig, at Ford Transit Custom havde solgt næsten dobbelt så mange modeller som nummer to på hitlisten. I 2019 blev det kun bedre - her solgte modellen mere end dobbelt så meget som nummer to. 

Ikke så snart har vi sagt goddag til 2020, førend De Danske Bilimportører (DBI) vælger at rette blikket bagud for at se på salget i det forgangne år.

Og samlet set ser det faktisk ikke så godt ud for salget af varebiler, der er gået tilbage med 2,2 procent - fra 33.850 solgte enheder i 2018 til 33.096 solgte enheder i 2019.

Det sker samtidig med, at totalsalget af køretøjer er gået frem med 2,0 procent - til ialt 246.390 køretøjer. Heraf udgør varebilerne altså godt 13,4 procent.

Bestselleren bliver bare ved

Men kigger vi på salget med Ford-briller, så har der været fremgang for den ukronede flerårige bestseller inden for varebilerne: Ford Transit Custom.

FTC1Ford Transit Custom er en vidunderlig varebil - det har danskerne forlængst erkendt. Foto: Ford

Med 3810 solgte eksemplarer og en markedsandel på 11,3 procent i 2018 var det svært at forestille sig, at det skulle blive endnu bedre i 2019. Men det skulle det!

I det netop afsluttede 2019 blev der således kørt 4112 Custom-modeller ud fra de danske Ford-forhandlere, hvilket resulterede i en markedsandel på 12,3 procent. Med andre ord var hver ottende varebil en Ford Transit Custom i 2019!

Tysk stjerne steppede op

Mersalget svarer til en fremgang på 7,9 procent, og de 4112 solgte biler er mere end dobbelt så meget som nummer to på listen - Mercedes-Benz Sprinter.

Den model blev solgt i 2052 styk, hvilket er en flot fremgang fra 2018 på 26,4 procent. Dermed hopper den fra en fjerdeplads i 2018 til den aktuelle andenplads.

På tredjepladsen finder vi Volkswagen Transporter med 1819 solgte enheder, mens Mercedes-Benz Vito ruller ind som nummer fire med 1585 eksemplarer.

Franske fristelser som fem og seks

Så er der til gengæld to Bjarne Nielsen-favoritter på femte- og sjettepladsen, idet Renault Trafic og Renault Master solgte i henholdsvis 1466 og 1401 styk i 2019.

Ford Transit - altså den store model - blev nummer syv med 1295 enheder, hvilket henviste Peugeot Partner til en plads som nummer otte med et salg på 1250 styk.

Sidstnævnte tegner sig for en største procentuelle salgsfremgang i Top 10, idet der blev solgt 71,5 procent flere modeller i 2019 sammenlignet med 2018.
(Kilde: DBI-IT)