Varebiler

Gennem meget lang tid - faktisk i adskillige år - har der stået Ford Transit Custom på den bedst sælgende varebil i Danmark. Men salgstallene for juli viser, at den mest solgte varebil i sommermåneden er fra Renault.

 

En salgssucces ud over det sædvanlige. Sådan er Ford Transit Custom, der så dagens lys for seks år siden, med rette blevet betegnet.

Ford Transit Custom er således den bedst sælgende varebil i den seneste håndfuld år, og modellen har konsekvent sendt konkurrenter som Volkswagen Transporter og Mercedes-Benz Vito ned på sekundære placeringer.

FTC3

Men i juli måtte Ford Transit Custom se sig overgået af Renault Trafic, som blev den bedst sælgende varebil i Danmark i den måned.

Foran med fire enheder

Godt nok overgik den franske kassebil blot Ford-modellen med fire enheder - men alligevel.

Renault Trafic indtager således førstepladsen i juli med 151 solgte eksemplarer - mod Ford Transit Customs 147 solgte enheder.

Hvad angår det samlede salg for de første syv måneder af 2019 er det dog fortsat Ford-modellen, der ligger solidt i spidsen.

På niveau med sidste år

Den er således solgt i 2248 enheder, hvilket i runde tal er tre gange så meget som Renault Trafic, der kan notere et samlet 2019-salg på 841 enheder.

Ifølge De Danske Bilimportører har juli-salget ligget meget tæt på salget i samme måned sidste år - med en minimal tilbagegang på to procent. Der er blevet indregistreret 1858 nye varebiler i juli 2019.

FTC2

Det samlede 2019-salg for varebilerne ligger også på niveau med 2018. Der er sammenlagt blevet solgt 19.066 varebiler, hvilket svarer til et fald på 0,6 procent.

De fem bedst sælgende varebiler

Tallene for juli 2019:
Renault Trafic: 151 eksemplarer
Ford Transit Custom: 147 eksemplarer
VW Transporter: 118 eksemplarer
Mercedes-Benz Sprinter: 84 eksemplarer
Ford Transit Connect: 78 eksemplarer

Tallene for januar-juli 2019:
Ford Transit Custom: 2248 eksemplarer
Mercedes-Benz Sprinter: 1167 eksemplarer
VW Transporter: 1133 eksemplarer
Renault Trafic: 841 eksemplarer
Renault Master: 816 eksemplarer

Du kan også læse om salget af personbiler her.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere