Nyttig viden

Er du typen, der gerne vender dig efter en skrigende grøn Lamborghini af seneste aftapning? Og i øvrigt kan dine Ferrari-modeller i søvne? Så er Strøjer-Samlingen helt sikkert et must for dig.

 

Der findes bilsamlinger - og så findes der Strøjer-Samlingen. Et mekka af den ene mageløse bilmodel efter den anden.

En oplevelse udi firhjulede superbiler fra alle ender og kanter af bilverdenenen. Fra Bugatti og Bentley over Ford GT og Ferrari til Maserati og Mercedes-Benz.

SS2

De er der alle sammen... i nogle fine lyse bygninger en håndfuld kilometer fra vestfynske Assens, med et teglværk som nærmeste nabo.

Grundlagt af teglværks-ejer

Historien om Strøjer-Samlingen handler om en fascination af biler - naturligvis kombineret med en vis mulighed for også at investere i selvsamme køretøjer.

Strøjer-Samlingen blev grundlagt af Jørgen Strøjer Hansen for mere end 40 år siden. Manden bag drev samtidig virksomheden Strøjer Tegl, der leverer mursten i alskens udformninger til byggebranchen.

Fascinationen af teknik og design har været en af drivkræfterne i at skabe en spændende og homogen samling på over 100 drømmebiler i fantastisk god stand.

Lukket for offentligheden

I den brede offentlighed er Strøjer-Samlingen relativt ukendt - men kendere er helt med på, hvad der gemmer sig bag de grønne marker på Vestfyn.

En af årsagerne er, at det privatejede museum dybest set er lukket for offentligheden. Eller næsten lukket.

SS3

For det er muligt at besøge Strøjer-Samlingen et par håndfulde gange i løbet af et kalenderår - ellers er der kun åbent i forbindelse med private og særlige arrangementer.

Unikke biler i rå mængder

Traditionen tro byder juli heldigvis på fem åbningsdage - idet der hver tirsdag er mulighed for at gæste udstillingen fra klokken 16 til 20. 

Der fem juli-tirsdage har hvert sit tema og inkluderer særlige indslag - det kan man læse mere om her, hvor det også er muligt at købe billet. Og det er altså hele turen til det vestfynske værd!

Strøjer Samlingen indeholder unikke biler i rå mængder. Modeller, der har kørt for Kongehuset. Le Mans-racerbiler. James Bond-modeller. Supersportsvogne, limousiner og køretøjer, hvis lige man sjældent har set.

Kører rundt med en god historie

Generelt er der tale om biler der ikke findes i noget stort antal, men som kører rundt med enten en god historie, en spændende tidligere ejer eller som måske har den været anvendt til et særligt formål.

Det har eksempelvis den koksgrå Aston Martin, som var med i James Bond filmen “Die Another Day” - hvor skuespilleren Pierce Brosnan tog den under kærlig behandling.

Læs mere om Strøjer-Samlingen her, hvor der naturligvis også er en kørselsvejledning. Forvent at køretiden fra henholdsvis Odense og Middelfart er en god halv time.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere