Koenigsegg Regera 2015 1600 01

Svensk superbil sætter vanvittig rekord

Svensk supersportsvogn, Koenigsegg Regera, sætter vanvittig rekord.

Peter Jensen
·

Det er nok begrænset, hvad man kan nå på 31,49 sekunder. Og så alligevel - for i en Koenigsegg Regera kan man nå fra 0 km/t til 400 km/t - og ned til 0 km/t igen på den tid. 

Well... Vi synes jo faktisk selv, at vi godt kan være med hos Bjarne Nielsen, når det handler om bilmodeller, der skal levere lidt ud over det sædvanlige.

Også når vi taler om hurtige biler - for vi forhandler jo både Ford Mustang og et par yderst potente Volvo-modeller.

Men vi må alligevel give fortabt, når det handler om supersportsvogne - al den stund at Ford GT ikke for alvor er til at komme i nærheden af.

En helt særlig disciplin

Koenigsegg Regera er en vaskeægte supersportsvogn - og har man hidtil været i tvivl om det, så har den svenske fabrikant selv gjort sit til at mane den tvivl i jorden.

Den helt oplagte model at tage ned til Fakta, når der skal handles ind? Tjaeh, hvorfor ikke? Foto: Koenigsegg

Mandag den 23. september lykkedes det nemlig en racerkører at sætte ny verdensrekord i den særligt lukrative accelerations-disciplin, der handler om at få bilen fra 0 til 400 kilometer i timen - og tilbage på 0 kilometer i timen igen. Det foregik på en landingsbane syd for den svenske by Lidköping.

Altså hurtig acceleration efterfulgt at en endnu hurtigere nedbremsning. Ikke noget, som man skal forsøge at gøre efter hjemme i parcelhus-kvarteret. Du kan se seancen på video her.

Nedbremsning over 435 meter

Det var den svenske kører Sonny Persson, som barberede næsten 1,8 sekund af den hidtidige rekord, som også var sat i en Koenigsegg - dog af modelvarianten Agera.

Han klarede den svære disciplin på samlet 31,49 sekunder, og nåede undervejs en topfart på 403 kilometer i timen.

Selve accelerationen brugte Regera-bilen 22,87 sekunder og 1613 meter på - mens nedbremsningen kostede 8,62 sekunder og 435 meter.

Flere års ventetid

Koenigsegg er på enhver måde et mærke for liebhavere. Mærket blev stiftet tilbage i 1994 af Christian von Koenigsegg - og man har altid fokuseret på superbiler.

Den ser giftig ud - og det er den også. Koenigsegg Regera skulle have en topfart på 410 kilometer i timen. Foto: Koenigsegg

Der er flere års ventetid på at få fingrene i en af mærkets modeller, som da heller ikke bliver produceret i særligt mange eksemplarer.

Løseligt anslået er der samlet set bygget i omegnen af 150 Koenigsegg-biler inkluderet diverse koncept-udgaver.

En helt vanvittig tophastighed

Den seneste model hedder Koenigsegg Jesko, og den er planlagt til at blive produceret i 125 eksemplarer, hvilket vil gøre den til den klart mest solgte bil fra det svenske firma.

Det helt særlige ved Jesko-modeller er, at den skulle have en topfart på 300 miles i timen - svarende til 483 kilometer i timen.

Under helt optimale forhold yder køretøjet intet mindre end 1622 hestekræfter. Man kan læse mere om virksomheden her og Jesko-modellen her.

Når enden er god, er alting godt. Foto: Koenigsegg

Se hele rekordforsøget her