Ford

Ford bedst sælgende bilmodel i Europa - Fiesta - er klar til fremtiden og kommer nu som Hybrid. Derudover kommer modellens konventionelle brændstofmotorer med et nyt 7-trins automatgear. 

Den nye Fiesta EcoBoost Hybrid består af 48 volt mildhybridteknologi (mHEV) der også fås i Ford Puma. Den giver optimeret brændstoføkonomi og forstærker samtidig Fiestas velkendte køreglæde med højere ydelse og mere responsiv acceleration.

- Med introduktionen af Fiesta EcoBoost Hybrid bringer vi fordelene ved vores hybridbiler ud til flere kunder end nogensinde før, udtaler Roelant de Waard, vicepræsident for Marketing, Sales & Service hos Ford Europa.

Kraftfulde og økonomiske motorer

Fiesta EcoBoost Hybrid fås ligesom Ford Puma med henholdsvis 125 og 155 hk. Drivlinjen i de nye hybridvarianter består af en ny remdrevet starter-generator (BISG), der gør det muligt at indfange og genanvende den energi, der normalt går tabt ved nedbremsninger. Strømmen lagres i bilens luftkølede 48 volt litiumionbatteri. BISG-systemet fungerer også som en motor, der arbejder side om side med benzinmotoren helt uden overgang. Den lagrede energi bruges til at assistere benzinmotoren under normal kørsel og acceleration. Energien bruges også til at drive bilens andre elektriske systemer og funktioner.

Det intelligente og selvregulerende mildhybridsystem er indbygget i begge udgaver af Fiesta EcoBoost Hybrid. Systemet overvåger løbende bilens tilstand for at afgøre, hvornår det giver mest mening at lade batteriet op, og hvornår det er tid til at anvende de indsamlede reserver.

BISG arbejder ud fra to strategier:
• Som erstatning for benzinmotorens drejningsmoment fungerer BISG-systemet som en elektrisk motor, hvor der leveres op til 24 Nm ekstra. Det reducerer benzinmotorens arbejdspres og resulterer i både optimeret brændstoføkonomi (fra 20 km/l WLTP) og mindsket CO2-udledning (fra 112 g/km WLTP).
• Som supplement til benzinmotorens drejningsmoment. Her fungerer BISG som en elektrisk motor, der kan øge det totale drejningsmoment med op til 20 Nm i forhold til benzinmotorens eget maksimale drejningsmoment. Det giver op til 50 procent højere drejningsmoment ved lavere omdrejninger.


Nu kommer Fiesta også med en mild hybrid motor med enten 125 eller 155hk. Foto: Ford Europe

Markant bedre automatgear og sikkerhed

Fiestas i forvejen prisvindende 1.0 EcoBoost-motor bliver endnu bedre med det nye automatgear med dobbeltkobling som giver både optimeret brændstoføkonomi (op til 15 procent lavere) og mindre CO2-udledning. Med Fiestas nye hybrider følger også introduktionen af førerassistanceteknologier, der kommer til Fiestas modelprogram for første gang.

Disse inkluderer adaptiv fartpilot med Stop & Go-funktion til automatgear og fartskiltegenkendelse, som hjælper bilen med at holde passende afstand til forankørende samt overholde de givne fartgrænser med ved aflæsning af fartskilte. Dertil følger et indbygget FordPass Connect-modem som standard. Modemet gør det muligt at fjernstyre en række af bilens funktioner via FordPass-appen. Man kan blandt andet planlægge sin rute via navigationssystemets ’Trafikken lige nu’-funktion, åbne og låse dørene på afstand, starte bilen på afstand (i modeller med automatgear), finde bilens nøjagtige placering i uvante omgivelser samt tjekke bilens brændstofniveau, dæktryk, olie og mere.

Den nye Fiesta EcoBoost Hybrid fås fra 164.990 kr., mens den nye Fiesta 1,0 EcoBoost med 7-trins automatgear fås fra 194.990 kr. Begge kan allerede bestilles nu og forventes lanceret i Danmark i løbet af sommeren.
Ford solgte Fiesta i 227.100 enheder i Europa i 2019.