Nyheder fra bilens verden

Både udstillere og gæster svigtede den ellers så sagnomspundne IIA-messe, der er foregået i Frankfurt am Main gennem små 70 år. Det har fået arrangørerne til at rykke festlighederne tværs over det tyske rige og i stedet lade München danne ramme om udstillingen. 

Det er såmænd ikke fordi, at der er blevet vanvittigt meget længere, hvis man er vant til at tage turen til IAA i Frankfurt i bil.

Distancen fra Aarhus til Frankfurt er i runde tal 840, mens man altså må lade sit automobil strække sig over godt 250 ekstra kilometer, hvis man vil deltage i IAA næste år.

For få uger siden blev det nemlig meldt ud, at arrangørerne bag IAA - den tyske sammenslutning af bilproducenter kaldet VDA - ikke længere ville bruge Frankfurt.

Fra Frankfurt til Bayern

Siden har både Berlin, Hamburg og München været i spil som potentielle afløsere for Frankfurt am Main, men det blev altså hovedstaden i Bayern, der løb med laurbærrene.

Udstillingen i 2021 skal ifølge FDM/Motor finde sted i september - præcis som det er kutyme.

Mens den kendte Geneve-messe - der nyligt blev aflyst - foregår hvert år, så har det gennem mange år været præcedens, at efterårs-biludstillingen skifter mellem Paris (lige år) og Frankfurt (ulige år). Nu bliver det så Paris og München.

En fjer i hatten for BMW

Valget af München kan ses som lidt af en fjer i hatten for BMW, der har sit spektakulære hovedkontor i den centrale del af München - faktisk bare et par stenkast fra den olympiske by med det legendariske stadion fra legene i 1972.

Andre af de store tyske bilproducenter får nu ikke langt til IAA fremadrettet. 

Audis fabrik i Ingolstads ligger bare 60 kilometer nord for München, mens Stuttgart-baserede Mercedes-Benz og Porsche skal bruge godt et par timer på at nå frem.

Stor Kina-messe er også aflyst

Årets store Genève Motor Show, blev ultimo februar - og med bare tre dages varsel - aflyst på grund af frygten for Corona-virussen.

Samme skæbne er overgået Auto China 2020, der skulle have fundet sted til april - og der er grund til at tro, at flere store bilmesser vil lide samme skæbne.

Næste store biludstilling i Europa er Mondial de l'Automobile i Paris, der foregår til oktober. Den kan man læse mere om her.

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere