Vi er på vej ud af den mørke vintertid, men kombinationen mellem kolde nætter og morgener over for de lunere dagstimer resulterer ofte tæt tåge i trafikken. Men hvordan er det nu lige med det tågelys - hvornår skal det tændes, og hvornår risikerer du at få en bøde?
Alle biler er udstyret med tågelys... eller... det skal de i hvert tilfælde være ifølge Færdselsloven. Men mens det er et krav, at der er tågelys bagpå, så er det omvendt frivilligt, om man som bilproducent udstyrer bilen med tågelys foran. Hvilket helt åbenlyst har den konsekvens, at en del biler udelukkende har tågelys bagpå.
Husker du selv at tænde tågelyset, når det er nødvendigt? Og slukker du det, når du er kommet igennem en diset tågebanke? For især det sidste er nemlig ret vigtigt. Vi kigger lidt nærmere på reglerne omkring tågelys og kommer med svar på en række spørgsmål her.
Først og fremmest er der ingen regler for, at man SKAL tænde sit tågelys, når det er tåget. Modsat risikerer du en bøde på 1000 kroner, hvis du har tændt tågelyset uden grund, for tågelyset kan virke voldsomt generende i trafikken.
Hvornår skal tågelyset tændes?
Tågelyset skal ifølge færdselsloven kun bruges ’i tåge og under kraftigt nedbør’, men der står ikke defineret nogle grænser for, hvor meget det skal regne eller sne, eller hvor lav sigtbarheden skal være. Så det er i alle tilfælde en vurderingssag – også for politiet, hvis de vil uddele en bøde.
Se reglerne i færdselsloven her.
Ifølge FDM er reglerne for korrekt lygteføring dog ret simple:
- I lygtetændingstiden (i mørke) må tågeforlygter kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør (regn, sne).
- Uden for lygtetændingstiden må tågeforlys anvendes, selv om det ikke er tåget, men kun i stedet for almindeligt nær-/kørelys. Man må altså ikke køre med både tågelygter og nærlygter tændt, når det ikke er tåget.
- Tågebaglygter må kun anvendes i tåge og ved kraftigt nedbør.

Ifølge ordensmagten behøver den forankørende bilist ikke at have tågelyset tændt - det er simpelthen ikke tåget nok. Foto: Bilguide