Flere steder på de tyske autobahn-strækninger er der ikke nogen begrænsning for, hvor hurtigt man må køre. Og sådan bliver det tilsyneladende ved med at være, selv om politiske kræfter har forsøgt at skaffe flertal for en begrænsning.
Lad det være slået fast med syvtommersøm - eller 22 tommer aluminiumsfælge: Vi stemmer for, at alle overholder fartgrænserne i almindelighed og love og regler i særdeleshed.
Men derfor kan man jo godt synes "godt om", at det også i fremtiden er muligt at slippe hestene løs på hundredvis af tyske autobahn-kilometer.
Tysklands grønne parti - Die Grünen - har ellers foreslået, at der fremadrettet skulle indføres en 130 kilometer i timen-begrænsning på alle autobahn-strækninger i vort naboland mod syd.
Stort flertal stemte imod
Hastigheds-hungrende bilister kan dog tage det helt roligt - for Bundestag, der er tyskernes svar på Folketinget, har stemt nej til forslaget med en ganske overvejende majoritet.
Således stemte hele 498 medlemmer ud af 631 imod forslaget, skriver netmediet Vild Med Biler.
Dermed bliver det også fremover sådan, at der flere steder - eksempelvis lige syd for den dansk-tyske grænse - er fri hastighed. Dog med det "aber dabei", at der er en såkaldt “retningsgivende hastighedsbegrænsning” på 130 kilometer i timen.
Tænk lige over hastigheden
Det betyder i runde tal, at man godt må køre stærkere - ja faktisk så stærkt, som mekanik og omstændigheder tillader.
Men der er god grund til at respektere skiltningen med de 130 kilometer i timen - for skulle man blive involveret i et uheld eller en ulykke, så skal man bevise, at den høje fart ikke var den direkte årsag til ulykken eller uheldet.
Og kan man ikke det, så er man skidt stillet. Men det er en helt anden historie.