Dacia Bigster

Dacia og Lada samarbejder om ny stor SUV

Dacia går sammen med Lada i nyt samarbejde om nye modeller. Den første bliver en større SUV ved navn Dacia Bigster.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Dacia præsenterer ligesom moderselskabet Renault også en ny fem års strategi. I fremtiden etableres et stærkere samarbejde mellem Lada og Dacia for at øge effektivitet og konkurrencekraft, og for første gang vil man præsentere en SUV i C- segmentet.

Gennem de seneste 15 år har Dacia haft succes med opskriften på at skabe billige og driftssikre biler. Både Dacia Duster og Dacia Sandero er bestsellere i deres kategorier. Med salg i 44 lande og indtil nu syv mio. solgte biler, er Dacia en ubetinget succes for Groupe Renault. Nu tager de skridtet videre og lancerer en større og mere luksuriøs SUV ved navn Dacia Bigster.

- Dacia forbliver Dacia. Vi vil altid tilbyde robuste biler til attraktive priser. Men med etableringen af en ny forretningsenhed, hvor Dacia knyttes sammen med Lada, kommer vi til at benytte den fælles CMF-B platform, og vi vil udnytte synergien med Lada til udvikling af nye fælles produkter. Første produkt vil blive en SUV i C-Segmentet, siger Denis le Vot direktør for for Dacia og Lada.

Med den nye konceptbil Dacia Bigster bevæger Dacia sig for første gang op i C-segmentet. Den nye SUV er 4.6 meter lang og mere rummelig end Duster. Som Dacia mærkets fremtidige spydspids vil Bigster kunne fås med el- og hybridmotorer. Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår Dacia Bigster går i produktion.


Den kommende Dacia Bigster er lavet i samarbejde med Lada og vil blive den hidtil største Dacia. Foto: Groupe Renault

Ny platform og billigste elbil

Dacia investerer også i en fælles fleksibel platform, der gør det muligt at gå fra fire forskellige platforme til blot en enkelt – en platform, der som passer til i alt 11 forskellige karosserivarianter.

Allerede nu er Dacia aktuel med introduktionen af den nye Dacia Sandero og Sandero Stepway, og om kort tid introduceres den banebrydende Dacia Spring Electric. Europas billigste elbil, der både er designet som varevogn, delebil og som almindelig personbil.