Guide til privatleasing: Hvornår giver det mening?

Overvejer du at lease din nye bil? Og er du i tvivl, om det kan betale sig? Så er du ikke alene. Vi har lavet en guide for at gøre dig klogere.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·
Bilguiden Privatleasing Web (1)

Overvejer du at privatlease din nye bil? Måske fordi du er i tvivl om, en elbil passer til dine behov? Så er du ikke alene. Vi har lavet en guide for at gøre dig klogere.

Vi er en historisk periode for hele transportbranchen, hvor vi skal omstille os til at køre i elbiler frem for fossilbiler. Måske er du tvunget til at skifte bilen ud nu, men er ikke helt klar til at hoppe med på udviklingen. Eller også er du helt klar på el – men i tvivl om hvilken bil, du skal vælge, og om dine behov vil ændre sig. I sådan nogle situationer kan leasing være den helt rette løsning.

De seneste års pris- og teknologiske udvikling på elbilerne har også fået mange til at frygte for værditabet og om elbilen hurtigt bliver forældet. Det er to helt reelle bekymringer. Og det er rigtigt, at der har været nogle heftige prisnedsættelser som gør ondt, hvis man har købt på toppen og skal skifte nu. Der havde det været sjovere, hvis leasingselskabet havde taget sig af værditabet.

Her på Bilguiden har vi lavet flere guides, der taler ind i ejerskabet med en elbil. Både omkring værditab, driftsomkostninger, degradering af batteri osv. Så du kan helt sikkert blive klogere på de ting i nogle af vores andre guides.

VIDEOGUIDE: Hør leasingekspert Thomas Myllerup fortælle om fordele og ulemper ved privatleasing, og hvad du skal være opmærksom på. 

Der er mange ting at tage stilling til, når du skal afgøre, om privatleasing er noget for dig. Vi har samlet en række ofte stillede spørgsmål og har forsøgt at besvare dem herunder.

Hvordan fungerer leasing?

I stedet for at købe og eje bilen selv, så abonnerer du i princippet på den i en periode på typisk tre år. I den månedlige leasingydelse ligger alle udgifter til bilen på nær forsikring og ejerafgift.

Prisen inkluderer vejhjælp, serviceaftale og selve finansieringen. Du slipper også for at finde 20 procent til en udbetaling. Den er typisk ret lav på 5-20.000 kr. i det, man kalder førstegangsydelse. Nogle gange er der også kampagner på ned til nul kroner.

Den eneste sliddel på bilen, du selv skal betale, er dæk (og evt. tilkøb af vinterhjul).

Når leasingperioden er slut, afleverer man blot bilen tilbage igen og kan vælge at lease en ny bil.

Hvad er fordelene ved privatleasing?

Hvad er fordelene?

  • Ny bil hvert tredje år
  • Fast månedlig ydelse i hele perioden (ingen prisstigning eller fald)
  • Ingen stor udbetaling
  • Ingen finansierings- eller serviceomkostninger
  • Ingen risiko for værditab
  • Fleksibilitet ift. km-tal (fast pris for overkørte km)
  • Du kan komme ud af aftalen allerede efter 12 måneder

Hvad er ulemperne ved privatleasing?

Hvad er ulemperne?

  • Som udgangspunkt højere pris end traditionel finansiering
  • Værdi for ekstraudstyr får man ikke igen
  • Begrænsninger på km (ikke for dig med et højt/usikkert kørselsbehov)
  • Potentielle ekstraudgifter ved aflevering

Hvor ofte kan jeg skifte bil?

Du kan opsige aftalen efter 11 måneder og med 30 dages varsel. Så reelt efter 12 måneder.

Hvordan fungerer aflevering af leasingbilen?

Du afleverer bilen rengjort og på dæk med lovligt mønster. Herefter bliver den vurderet og gennemgået af et uafhængigt selskab som fx FDM. De laver en rapport, som dokumenterer eventuelle skader, fejl eller mangler ved bilen, som du som bruger skal hæfte for. Herefter er leasingaftalen slut.

Hvad med overkørte kilometer?

Under en leasingperiode kan du skrue op og ned for kilometerne. Så kører du fx mere end de km, aftalen lyder på, så kan du give typisk 2-300 kr. mere, og få yderligere 5.000 km med i aftalen om året. Du kan også betale per overkørt km til en takst fastsat af leasingselskabet.

Kan man lease brugte biler?

Ja det kan man også. Det man i branchen også kalder releasing. Og går du benhårdt efter en lav månedlig ydelse og kan fint leve med at køre i en to-tre år gammel bil, ja så er der penge at spare ved at lease en brugt bil. Du kan se udvalget her.

Renault Megane Electric2022 Skraat Bagfra

Regneeksempel: Hvornår giver en leasingaftale bedst mening? 

Vil du gerne skifte bil ofte, og har du mest ro i maven med en fast månedlig ydelse og ikke at skulle gruble over værditabet, så skal du vælge en leasingaftale. Regner du med at beholde din bil i fem-seks år eller har et højt kørselsbehov, og har du 20 procent til udbetalingen, så vil et kontant køb med et traditionelt billån som udgangspunkt være økonomisk mest fordelagtigt.

Lad os kigge på et konkret eksempel med 15.000 kørte km årligt og en leasingperiode på 36 måneder. Det kunne være den populære Renault Megane Electric. Den koster i en mellemudstyret Techno-udgave 4.395 kr. per måned med 9.995 kr. i udbetaling. Du kan vælge at lægge mere i udbetaling mod at den månedlige ydelse falder. Efter 36 måneder har den kostet dig 168.215 kr. plus et afleveringsgebyr på 600 kr.

Skal du købe den samme bil med finansiering og kører du fortsat 15.000 km om året ser regnestykket sådan ud: Bilens købspris er 299.990 kr. Med en udbetaling på 20 procent skal du låne 240.000 kr.

Ifølge et gennemsnit af låneberegneren for elbiler hos Nordea ser regnestykket ud som følger: Samlet tilbagebetaling 294.549 kr. efter seks år (72 mdr.) Det er 4.091 kr./md. Derudover har du jo også lagt en udbetaling på 60.000 kr. Så i alt har bilen kostet dig 354.549 kr. efter seks år.

Nu ejer du bilen, så hvad er den værd efter tre og seks år? Det er her, det bliver tricky, og hele årsagen til, at mange vælger at lease. Vi har sat et konservativt værditabsbud på 50 procent, men ingen kender det helt rette procenttal. Historisk ligger det dog på 40-50 procent efter tre år.

Efter 3 år og 45.000 km lyder gensalgsværdien altså på: 150.000 kr. På de tre års ejerskab har du også haft udgifter til service på ca. 7.500 kr. (to gange autoriseret A-service og et B-service samt skift af viskerblade).

På tre år har bilen altså kostet dig 214.776 kr. inkl. service. Du skylder stadig 147.276 kr. på de resterende 36 måneders lån og modsat får du 150.000 kr. i gensalgsværdi for din brugte bil. Du ender med et spinkelt plus på 2.724 kr., du kan trække fra de 214.776 kr. Bilen har altså kostet dig i alt 212.052 kr. Altså markant mere (44.000 kr.) end leasingaftalen.

Forskel efter ejerskab på seks år

Lad os regne med et ejerskab på seks år og sætte det i forhold til to leasingperioder på 36 måneder i en ny Megane Electric. Det beløber sig for to perioder til i alt 337.630 kr.

Hvad er den brugte Renault Megane Electric så værd efter seks år og 90.000 kørte km?

En tommelfingerregel lyder, at en bil taber ca. ti procent om året i værdi over en ejerskabsperiode på ti år ved et gennemsnitligt kørselsbehov. Derfor regner vi med ti procent værditab om året fra år tre til seks. Gensalgsværdien efter seks år lyder derfor på 109.350 kr.

Dertil skal lægges tre års yderligere udgift til service på ca. 11.000 kr. Hermed har bilen efter seks års ejerskab kostet det oprindelige lån 354.549 + 18.500 kr. i serviceomkostninger. I alt 373.049 kr. Til gengæld kan du sælge bilen igen for 109.350 kr., som du dermed kan trække fra.

Bilen har i grove træk kostet 263.699 kr. efter seks år. Markant mindre (74.000 kr.) end de 337.630 kr. som to leasingaftaler havde kostet ved samme bil.

Det skal du være opmærksom på

Bemærk at der i begge ovenstående regneeksempler hverken er medregnet ejerafgift, forsikring, ekstraudstyr eller lignende. Dette vil dog tilgå ved begge løsninger. Derudover er der et par andre ting, du skal være opmærksom på ved køb af bilen:

  • Der er ikke medregnet en lille udgift til syn efter fire år.
  • Der er ikke medregnet eventuelle driftsomkostninger til udskiftning af fx bremser eller andre sliddele, som jo modsat leasing ikke er inkluderet i prisen.
  • Du påtager dig ved køb af bilen usikkerheden ved det konkrete værditab på bilen.
  • Der er ikke medregnet fradrag for renterne i lånets løbetid.

Desuden vil man ved leasing få en splinterny bil at køre i efter tre år. Her skal man ved ejerskab leve med sliddet (og den manglende duft af ny bil) efter tre år.

LÆS OGSÅ:  Hvad er min brugte bil værd?

Hvor populært er privatleasing?

Som nævnt i indledningen, så har de seneste års prisstigninger og herefter prisfald på især elbiler (men også brugte biler) fået mange til at lease i stedet for at købe. Privatleasing og det at abonnere eller leje på månedsbasis taler ind i en klar tendens i samfundet. Vi er blevet vant til fleksible streamingløsninger og månedsbetaling, som vi hurtigt kan opsige og ændre, efter behov. Det samme gør sig gældende for vores behov for en bil, hvor kørselsmønster, arbejdssituation eller en familie forøgelse hurtigt kan ændre behovet for en anden type bil. Her er leasing den fleksible løsning uden risiko.

Der er stadig langt flest, som køber deres bil med et traditionelt billån, men andelen af leasingaftaler er næsten fordoblet i 2023 til en andel på over 20 procent.

Se flere nyheder i vores Bilmagasin