Ny Hyundai STARIA kommer snart

Hyundai STARIA Electric kommer til Danmark i september med plads til syv eller ni personer. Den store elektriske minibus får et batteri på 84 kWh, op til 430 km rækkevidde (WLTP) og 800-volt-teknologi, der giver mulighed for hurtig opladning.

Mette Munk Nielsen
·
Hyundai Staria 2026 Skraa Forfra

Hyundai udvider endnu en gang sit elektriske modelprogram. Denne gang er det ikke en SUV eller crossover, men en stor elektrisk minibus med fokus på plads til både passagerer og bagage. Hyundai STARIA er navnet, og den kommer snart til Danmark.

Den nye Hyundai STARIA Electric bliver mærkets første fuldelektriske minibus og kommer til Danmark allerede i løbet af september 2026. Modellen bliver tilgængelig med enten syv eller ni siddepladser og kommer i tre forskellige udstyrsvarianter. De danske priser er endnu ikke offentliggjort.

STARIA bliver dermed et markant større alternativ i Hyundais elektriske modelprogram, hvor man blandt andet finder Hyundai IONIQ 5 og Hyundai IONIQ 9.

Hyundai Staria 2026 Skraa Bagfra

Hyundai STARIA er en stor og rummelig MPV. Foto: Hyundai

84 kWh batteri og op til 430 km rækkevidde

Alle udgaver af STARIA Electric får samme elektriske drivlinje. Et lithium-ion-batteri på 84 kWh leverer strøm til en elmotor på forakslen med en effekt på 160 kW, svarende til 218 hk. Det maksimale drejningsmoment er 350 Nm.

Ifølge Hyundai Danmark får STARIA Electric en rækkevidde på op til 430 km (WLTP). Det er værd at bemærke, at rækkevidden kan variere mellem versionerne og afhænger af blandt andet udstyr og kørselsforhold.

Tophastigheden er 184 km/t, og bilen må trække op til 2.000 kg med bremset anhænger. Dermed er der også mulighed for at spænde eksempelvis en større trailer eller campingvogn efter bilen.

Hyundai Staria 2026 Bagsaeder

Premium Relaxation Seats fås i syv personers udgaven. Foto: Hyundai

800 volt giver hurtig opladning

En af de centrale tekniske egenskaber ved STARIA Electric er bilens 800-volt-arkitektur. Teknologien kendes allerede fra flere af Hyundais øvrige elbiler og gør det muligt at lade med høj effekt ved kompatible DC-lynladere.

Under optimale forhold oplyser Hyundai en ladetid fra 10 til 80 procent på cirka 20 minutter ved en 350 kW-lader. Ved AC-opladning understøtter bilen op til 11 kW. Dermed kan du virkelig hurtigt komme videre, når du er på farten.

STARIA Electric får desuden V2L (Vehicle-to-Load) både inde og ude. Det betyder, at strøm fra bilens højvoltsbatteri kan bruges til at forsyne eksternt elektrisk udstyr.

 

Hyundai Staria 2026 Cockpit

Komfortable forsæder og veludstyret. Foto: Hyundai

Plads til syv eller ni personer

STARIA Electric måler 5.253 mm i længden, 1.997 mm i bredden og 1.990 mm i højden. Akselafstanden er 3.273 mm, så der er tale om en ganske stor bil - også sammenlignet med traditionelle familie-SUV'er.

Den danske model kommer i tre udstyrsvarianter: Shuttle med ni siddepladser samt LUXURY og VIP med syv siddepladser.

Shuttle er indrettet i en 3+3+3-konfiguration. Forrest er der førersæde og dobbelt passagersæde, mens anden række har tre sæder, der kan forskydes. Tredje sæderække består ligeledes af tre pladser og kan både forskydes og foldes ned.

I LUXURY og VIP ændres indretningen til 2+2+3. Her består anden række af to individuelle kaptajnsæder, mens der fortsat er tre pladser på bagerste række.

Hyundai Staria 2026 Komfort

Indstil sæderne efter dit behov. Foto: Hyundai

Store skydedøre og fokus på fleksibilitet

Designet adskiller sig markant fra traditionelle SUV'er. STARIA har en høj karrosseriform med store glaspartier, lukket front og en vandret lyssignatur foran.

De brede skydedøre skal gøre adgangen til de bagerste sæder lettere, mens den store bagklap giver adgang til bagagerummet. Skydedørsåbningen er opgivet til 870 mm i bredden.

Med alle sæder i brug oplyser Hyundai en indvendig volumen på 431 liter i LUXURY og VIP, mens Shuttle-versionen er opgivet til 1.303 liter.

Hyundai Staria 2026 Opladning

Med 800 volt teknologi får du lynhurtig opladning, og den kan gå fra 10-80% på blot 20 minutter. Foto: Hyundai

Tre udstyrsvarianter til Danmark

Allerede Shuttle-versionen får blandt andet 12,3-tommer digital instrumentering, en 12,3-tommer touchskærm med navigation, trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt klimaanlæg foran og bagi.

Udstyrslisten omfatter desuden blandt andet adaptiv fartpilot med Stop & Go, 360-graders kamera, blindvinkelassistent, batterivarmer, varmepumpe, varme i rat og forsæder samt parkeringssensorer foran, bagpå og i siderne.

LUXURY tilføjer blandt andet elbetjente skydedøre og bagklap, BOSE-lydanlæg, Nappa-læder og varme og ventilation på både første og anden sæderække.

VIP placerer sig øverst i modelprogrammet og får blandt andet massagefunktion i de individuelle sæder på anden række, integrerede borde, trådløs mobilopladning, elektrisk soltag og Anilin-læder.

Hyundai Staria 2026 Logo

Knivskarp forlygte på Hyundai STARIA. Foto: Hyundai

Hyundai STARIA Electric kommer i september

Hyundai Danmark oplyser, at STARIA Electric lander i Danmark i løbet af september 2026. De danske priser er endnu ikke offentliggjort og bliver præsenteret senere.

Bilen leveres med Hyundais fem års fabriksgaranti uden kilometerbegrænsning.

Dermed bliver STARIA Electric et nyt alternativ for familier og andre, der har behov for flere siddepladser, end de fleste almindelige elbiler tilbyder.