Nissan ARIYA får et facelift
Nissan ARIYA kommer i en opdateret udgave til modelår 2026 med nyt frontdesign, forbedret komfort og Google-integreret infotainment.

Nissan ARIYA kommer i en opdateret udgave til modelår 2026 med nyt frontdesign, forbedret komfort og Google-integreret infotainment.

Nissan ARIYA får en række opdateringer til modelår 2026. Den elektriske crossover bygger videre på den nuværende ARIYA, men får blandt andet et mere enkelt frontdesign, nye fælge, opdaterede farver og mere moderne teknologi i kabinen.
Nissan ARIYA blev lanceret tilbage i 2020, og det er nu tid til at opdatere modellen. Det sker med et facelift, og der er tydelige ændringer. Det er særligt koncentreret om fronten, at der er designændringer.
Nissan beskriver selv formsproget som en videreudvikling af mærkets “Timeless Japanese Futurism”, hvor ARIYA får et renere og mere sammenhængende udtryk. Den minder meget om den nye Nissan LEAF.
Frontpanelet får karrosserifarve, mens den karakteristiske V-motion-signatur er nyfortolket. Samtidig introduceres nye 19- og 20-tommers fælge. Farveprogrammet udvides også med den nye lakfarve Plasma Green, som ifølge Nissan er inspireret af naturlige lysfænomener.

Fronten er helt ny på Nissan ARIYA, og den minder meget om Nissan LEAF. Foto: Nissan
Indvendigt får ARIYA en redesignet midterkonsol. Den giver ifølge Nissan op til 3,2 liter ekstra opbevaringsplads og rummer en ny generation af trådløs smartphone-opladning på 15 watt.
ARIYA har i forvejen fokus på en rolig kabineoplevelse med et lounge-inspireret interiør, og opdateringen ændrer ikke grundlæggende på bilens rolle som rummelig elektrisk crossover.

Ny midterkonsol og en ny generation af trådløs smartphone-opladning på 15 watt. Foto: Nissan
En af de større tekniske nyheder er den nyeste generation af NissanConnect med Google indbygget. Det betyder, at Google Maps kan bruges direkte i bilens infotainmentsystem.
Ruteplanlægningen kan tage højde for bilens aktuelle batteriniveau og automatisk foreslå ladestop undervejs. Når bilen nærmer sig en ladestation, kan systemet samtidig forvarme batteriet, så det er tættere på optimal temperatur til hurtig opladning.
Via NissanConnect Services-appen kan føreren desuden blandt andet holde øje med batteriniveau, styre opladning, justere klimaanlæg og følge dæktryk fra mobilen.

NissanConnect får indbygget Google. Foto: Nissan
Den opdaterede Nissan ARIYA får en 11 kW tovejs onboard charger til AC-opladning. Den understøtter Vehicle-to-Load, ofte forkortet V2L, som gør det muligt at bruge bilens batteri til at forsyne eksterne elektriske enheder med strøm.
På udvalgte modeller kan V2L levere op til 3.700 watt, når bilen holder stille. Funktionen afhænger dog af marked, modelvariant og lokale regler.
Til DC-hurtigladning oplyser Nissan en maksimal ladeeffekt på op til 130 kW for modelår 2026.

Nissan ARIYA får en 11 kW tovejs onboard charger til AC-opladning, og den understøtter Vehicle-to-Load (V2L), så du kan trække strøm fra bilen til fx opladning af elcyklen. Foto: Nissan
Nissan oplyser, at affjedringen er justeret for at give bedre stabilitet, færre vibrationer og en mere jævn køreoplevelse – især på længere ture.
Udvalgte versioner får også opdaterede førerassistentsystemer. Det gælder blandt andet adaptiv afstandskontrol, som kan hjælpe med acceleration, nedbremsning og stop i tæt trafik.
Vi kender endnu ikke de danske udstyrsvarianter og priser. Bilen kommer på markedet senere i 2026.