Tre varianter med op til 8,5 kubikmeter varerum
Ford Transit City tilbydes i tre forskellige karrosserivarianter. De to lukkede varebiler hedder L1H1 og L2H2, mens den tredje variant leveres som chassis, der kan opbygges med eksempelvis lad eller andre specialtilpassede løsninger.
Den kompakte L1H1 er knap fem meter lang og 1,99 meter høj. Her er der plads til 6,4 m3 gods i varerummet, mens den større L2H2 måler cirka 5,29 meter i længden og 2,29 meter i højden. Den ekstra størrelse giver et varerum på hele 8,5 m3.
I den største variant er varerummet 3,07 meter langt og knap 1,75 meter højt. Bredden er 1,74 meter, mens der er cirka 1,30 meter mellem hjulkasserne. Den mindre variant har en varerumslængde på 2,77 meter og en indvendig højde på knap 1,46 meter.
Begge varebiler har en skydedør i højre side, der gør det nemmere at komme til varerummet ved eksempelvis varelevering i byen.
Ford Transit City priser og varianter
150 hk og op til 250 kilometers rækkevidde
Transit City leveres med én elektrisk drivlinje, der yder 110 kW, svarende til cirka 150 hk. Batteriet er på 56 kWh netto og benytter LFP-teknologi, som er velegnet til regelmæssig opladning til 100 procent.
Den opgivne rækkevidde ligger mellem 220 og 250 kilometer afhængigt af karrosserivarianten. Ved ren bykørsel med lave hastigheder oplyses rækkevidden dog til op til 380 kilometer.
Det understreger, at Transit City først og fremmest er udviklet til bytransport frem for lange motorvejsture. Tophastigheden er begrænset til 120 km/t, og bilen henvender sig især til virksomheder, der typisk kører omkring 200 kilometer eller mindre om dagen.
Bilen kan oplades med 11 kW AC, mens DC-lynladning understøttes med op til 87 kW. En opladning fra 10 til 80 procent tager lidt over en halv time.
For virksomheder med mulighed for opladning på egen adresse vil det derfor være oplagt at lade bilen om natten, så den er klar til næste arbejdsdag.