Volvo V90 Forfra Lowres

VIDEOTEST: Opdateret Volvo V90 og politiets nye hundebil

Volvo V90 så dagens lys i 2016 men har netop fået en større opdatering af både infotainment og batteri - og dermed også en længere rækkevidde som plug-in hybrid. Og så er den valgt som politiets nye hundevogn.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Se videotesten af Volvo V90 i bilguiden på youtube. 

Det er ikke nogen helt ny bil, som de danske hundepatruljer er begyndt at køre i. Volvo V90 har faktisk været på markedet siden 2016, men har netop fået en opdatering, der stadig gør den top aktuel som både familiebil eller firmabil.

Tilbage i 2016 manglede man virkelig en erstatning for Volvo V70 , der var udgået. Samtidig efterspurgte mange, at der skulle ske lidt med interiør og design hos Volvo, og det må man sige skete, da V90 blev præsenteret. V90 kom til Danmark to uger efter S90 tilbage i midten af 2016. Men det var V90, der gjorde det største indtryk i Danmark. Herregårdsvognen var tilbage!

Bilguiden V90 Siden

Volvo V90 er en fuldvoksen stationcar på knap 5 meter. På grund af afgiftsfordelene er det i dag især Volvos plug-in hybrid udgaver – også kaldet Recharge – der sælges flest af, fordi de er billigst. Foto: bilguiden

Motor og batteri opgraderet

Bestiller du en ny Volvo i dag med modelår 2022, har de opgraderet deres plug-in hybrider i 60 og 90-serien med et nyt og større batteri på knap 19 kWh, der hæver rækkevidden med over 50 procent. En V90 er derfor nu opgivet til at kunne køre ca. 85 km på ren el.

Som plug-in hybrid kan V90 stadig trække hele 2100 kg på krogen og den trækker samtidig på alle fire hjul (AWD).

I forbindelse med den nye opgradering af batteriet har elmotoren som trækker baghjulene også fået yderligere 58 hestekræfter til i alt 145hk. Kombineret betyder det, at T6-motoren nu har i alt 350 hk med et moment på 659Nm og en acceleration fra 0-100 km/t på 5,5 sek.

Bilguiden V90 Interior

Interiøret i V90 er det samme, som da den kom på markedet, men det virker ikke gammeldags overhovedet. Skærmen er stadig knivskarp og fra 2022 opgraderet til det nye Google infotainmentsystem. Foto: bilguiden

Politi vælger mild-hybrid benzin

Selvom Recharge-modellerne er de mest solgte i dag, så er politiet gået lidt andre veje. På trods af at Volvo har proklameret at de i 2030 kun sælger elbiler, så laver de nemlig stadig V90 med diesel og benzinmotor. Politiet har valgt en B5-motor som er en mild-hybrid benzinmotor med et lille ekstra batteri som hjælper til ved opstart og acceleration og oplades løbende ved regenerering. 

Uanset motor giver det med Politiets krav til plads og sikkerhed rigtig god mening, at valget er faldet på V90.

Den V90 som Politiet har fået er også speciallavet til Politiet - ikke bare i Danmark, men til lande som Sverige, Norge, England og Holland.

LÆS OGSÅ
Volvo og hovhund hænger godt sammen for dansk politi

Det indebærer blandt andet at hundeburene installeres fra fabrikken og har indbygget ventilation. Bilens motor og ventilation kan også fortsætte med at køre selvom bilen aflåses. Og så kan bagdørene åbnes endnu mere, så det er nemmere at få de kriminelle ind på bagsædet.

V90 Politi3

Sådan ser Volvo V90 ud, når den kører for de danske hundepatruljer. Foto: Politi

Er du også interesseret i en Volvo V90? 533.138 kr.

Du kan læse meget mere til priser, udstyr og udgaver ved at klikke på knapperne herunder,

Der tages forbehold for prisændringer.
Volvo V90 koster fra

Herregårdsvogn med masser af plads

Volvo V90's bagagerum kan klare 551 liter, og det er faktisk kun 30 liter mere end V60 og cirka det samme som Audi A6 og BMW 5-serie. Det er dog noget mindre end i Mercedes E-klasse benzin- eller dieseludgaven. Men sammenligner du V90 Recharge med en E-klasse plug-in hybrid, så mister man på grund af batteriet så meget plads i E-klassen, at V90 igen fører an.

Du mangler heller ikke plads på bagsædet i V90, men der er ikke tre særskilte bagsæder. Så har du behov for tre store børn på bagsædet eller tre voksne for den sags skyld, så kan det også blive lidt klemt på en lang tur sydpå. Men behageligt, det sidder man.

Interiøret i V90 er klassisk Volvo. Ikke noget fancy men læderbeklædt, stilrent og simpelt.

Bilguiden V90 Bagsaeder

Bagsæderne klarer fint voksne med en højde på 185-190 cm, uden at du skal gå på kompromis med benpladsen ved forsæderne. Foto: bilguiden

Bilguiden V90 Bagagerum

Bagagerummet i V90 rummer 551 liter. Bunden kan løftes op, men der er ikke mange ekstra liter at komme efter. Foto: bilguiden

Flot udstyrsniveau til prisen

Er budgettet vigtigt så kan du vælge en mere skrabet Inscription Expression. Men de fleste tager en fuldtudstyret Inscription eller den mere sporty R-design med flere sportslige designdetaljer og lidt stivere affjedring. Prisen for begge udgaver er den samme.

Listen af standardudstyr til V90 er lang og lader ikke meget tilbage at ønske. Men der er også nogle ting, som man må betale ekstra for.

Det kunne være en loungepakke med panorama glastag og Harman Kardon lydanlæg eller en lyspakke med adaptive forlygter som tilpasser sig vejens forløb og forankørende. 360 graders kamera er også ekstraudstyr ligesom varme i rattet og bagsæderne.

Det kan godt undre, at især det sidste ikke er standardudstyr i dag. Heldigvis er priserne for ekstraudstyret, set med Premium-briller, til at betale.

Som sædvanlig går Volvo ikke ned på sikkerhed og nødbremse, nødopkald, adaptiv fartpilot, vejbaneassistent og kollisions- og blindvinkelalarm for bare at nævne noget er standardudstyr.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor politiet har valgt Volvo V90 som deres nye patruljebil, når kravene til sikkerhed, køreegenskaber og plads er høje. Den bliver aldrig nogen racerbil, men du føler dig godt tilpas uanset om du skal køre udrykning eller på stille og rolig kør-selv-ferie.

Bilguiden V90 Google

Det nye Google-infotainmentsystem giver adgang til alle de apps, du kender fra en tablet. Det betyder, at opkobling til mobilen via Apple carplay eller Android auto bliver mere og mere overflødigt. Billedet her er fra en Polestar, men systemet er det samme. Foto: bilguiden

Læs flere nyheder og tests i vores bilmagasin

Bilmagasin