BILGUIDEN - Vi elsker biler

Test og anmeldelse af Ford Ranger

Indrømmet: Pickup trucks er ikke den gruppe af køretøjer, som der kører flest af på de danske grusveje. Men det er et segment, der er støt stigende herhjemme, og det skyldes ikke mindst, at modellerne er blevet langt mere komfortable end hidtil.

Ford Ranger er et godt eksempel på en pickup truck, der i bund og grund føles som en personbil i den bedre ende af skalaen. I tilgift får man så en bil, der kan gøre gennem det meste, samtidig med at den kan klare alt det grove arbejde. Den første Ford Ranger blev faktisk introduceret i USA og Canada helt tilbage i 1983.

Reelt var der tale om en Mazda B1800, der blot fik en Ford-oval sat på fronten - men siden er Ranger-modellen blevet en Ford-model helt indtil drivlinjen. Den nuværende model betragtes som sjette generation, og den fås i flere forskellige varianter og med diverse niveauer af udstyr.

Anmeldelse af Ford Ranger fra "Bilguiden - Vi elsker biler".

 

Ford Ranger Raptor kunne sagtens have medvirket i Jurassic Park. Den ser brutal ud og indbyder til mudderbad. Men også til royalisterne - for man føler sig helt kongelig, når man helt bogstaveligt går op i en Ranger Raptor. 

De fleste af os kan kun drømme resten af livet om at køre rundt i en Ranger Raptor til daglig. Men for at kunne retfærdiggøre at eje en, skal man jo nok have lidt at bruge den til i hverdagen. Har du det - og pengene - så ville jeg ikke tøve et sekund med at handle.

Lækker kabine

Selvom Ranger Raptor primært er en offroad-maskine, så har du det også rigtig godt i kabinen på landevejen. Interiøret er lækkert, sæderne virkelig behagelige og bilen er veludstyret med fartpilot, varme i sæderne, stor skærm, og hvad man ellers kan forvente i den moderne bil.  

Selvom den har store dæk, og det oftest er lig med mere støj, så føles Raptor overraskende støjsvag på asfalt. Men det er i sand og mudder, at Raptors motor- og køreegenskaber virkelig kommer til sin ret.


På nær knapperne til undervognen er der ikke meget offroad over kabinen i Ranger Raptor. Foto: bilguiden

Færre heste - masser af moment

Ford Ranger Raptors motor er en 2,0 liters Ecoblue dieselmotor med 213hk og 500 newtonmeter (Nm).

Raptor giver på trods af et lækkert 10 trins automatgear (magen til det i Mustang) også masser af muligheder for at styre motoren selv. I manuel mode kan du selv styre gearingen og vælge mellem 2-hjul, 4-hjul og 4-hjul Low drift. Alt efter hvor svær en situation du har sat Raptor i.


Ekstra beskyttelse, de store dæk og den specialdesignede undervogn vidner om, at Raptor er klar til lidt af hvert. Foto: bilguiden

Og mens man kører rundt og har det sjovt i grusgraven så glemmer man også nemt, at det er ikke er helt gratis. Ranger Raptor kan fås på hvide plader og dermed plads til medpassagerer. Men så stiger prisen til det dobbelte. Og i forvejen er den ikke helt billig og ejerafgiften til privat brug er høj og runder 16.000 kr.


Ved siden af en almindelige Ranger Wildtrack kan man godt se, at Raptor er både bredere og højere. Foto: bilguiden

Raptor er til de krævende

Kommer du ikke til at sætte Raptor på arbejde, så kan du lige så godt købe en almindelig Ranger Wildtrack med samme motor, der modsat Raptors 2500 kg på krogen må trække op til 3,5 ton. Men har du netop brug for Raptors muskler og undervogn som et dagligt arbejdsredskab på gården, i skoven eller lignende så bliver brugsværdien pludselig en helt anden.

Du kommer til at elske en Raptor efter en tur i grusgrav. Og man sidder hele vejen hjem og leder efter den mindste undskyldning for at skulle eje den i hverdagen.


Ranger Raptor klarer udfordringerne i grusgraven som en leg. Foto: bilguiden


En Ranger Raptor er bygget til at blive beskidt. Foto: bilguiden

 

Video: Se hvordan Ford Ranger Raptor klarer en tur på en frossen sø

ANMELDELSER

Det skriver anmelderne

I tvivl om Ford Ranger er den rigtige for dig? Vi har samlet anmeldelser af bilen her. Bemærk at anmeldelser kan have forskellig dato og at bilen kan være blevet opgraderet siden anmeldelsen.

  • "Ford Ranger Raptor er en barsk udgave af Europas mest solgte pickup. En forstærket undervogn gør bilen næsten ustoppelig i terrænet."
  • "Ford Ranger er kongen, når det kommer til at køre med trailer, og den store pickup overrasker også positivt ved at have det højeste sikkerhedsudstyr."
    Der gives ikke score
  • "Der er mange pickup-trucks derude – men Ford Ranger Raptor slår dem alle med sine forrygende off-road-egenskaber og hårde look."
    Der gives ikke score