Volvo

Volvo har tidligere meldt ud, at deres biler i fremtiden vil blive begrænset i forhold til tophastighed. Og nu sker det.

Alle biler fra Volvo produceret fra uge 22 vil have en begrænset tophastighed på 180 km/t. Volvo følger dermed op på den sikkerhedsvision, som blev fremlagt sidste år og som betyder, at Volvo vil gøre sit til, at ingen skal komme alvorligt til skade eller miste livet i trafikken.

Volvo introducerer Care nøgle

Udover hastighedsbegrænsningen kommer alle nye Volvo biler også med en Care nøgle, der gør det muligt for Volvo ejere at indstille yderligere begrænsninger for bilens tophastighed, hvis de låner den ud til for eksempel familiemedlemmer eller den unge med nyerhvervet kørekort.

- Vi mener, at vi som bilproducent har et ansvar for at forbedre trafiksikkerheden. Vores hastighedsbegrænsende teknologi, og den dialog den har sat i gang, passer ind i denne vision. Hastighedsbegrænsningen og Care nøglen hjælper bilisterne med at reflektere og indse, at bilkørsel potentielt kan være farlig, samtidig med at det giver ekstra ro i sindet og understøtter større ansvarlighed i trafikken, udtaler Malin Ekholm, leder af Volvo Cars Safety Center. 

Hastighedsbegrænsninger kan redde liv

Det er blevet heftigt debatteret siden Volvo meldte ud, at de ville lave hastighedsbegrænsninger i deres biler. Flere har stillet spørgsmålstegn ved bilfabrikantens ret til at indføre sådanne begrænsninger gennem tilgængelig teknologi.

Volvo insisterer med tiltaget på, at de har en forpligtelse til at gribe ind, hvor der kan reddes liv - også selvom potentielle kunder ender med at fravælge Volvo.

Hastighed er en af de mest afgørende og mest udbredte årsager til dødsulykker i trafikken. Samtidig får danskerne flere og flere fartbøder i trafikken. Dette skyldes også et tilsvarende stigende antal fartkontroller.

Udover hastighed er rusmidler og uopmærksomhed to andre væsentlige områder, der påvirker trafiksikkerheden. Derfor er de også en vigtig del af Volvos vision om en fremtid med nul trafikdødsfald og alvorlige kvæstelser. Derfor vil Volvo fortsætte med at udvikle og præsentere nye sikkerhedsfunktioner, der skal introduceres i alle fremtidige Volvo biler.