Renault

Renaults prisstærke stationcar Megane Sport Tourer er netop kommet i et facelift og samtidig får den samme Plug-in Hybrid motor som Captur. En verden til forskel fra den gamle!

Renaults nye hybridmotor E-TECH som både fås til Clio, Captur og Megane er splinterny og den første af sin slags fra bilmærket som efterhånden ellers har stor erfaring med elbiler, siden de i 2012 lancerede Europas mest solgte elbil Zoe og før det Fluence.

VIDEO: Se bilguidens test af Renault Megane Plug-in Hybrid

> Se priser og læs mere om Renault Megane her

Megane Plug-in Hybrids nye motor består egentlig af hele tre motorer og Renault har taget ikke mindre end 150 patenter på den. Motoren er utrolig støjsvag og det helt nye koblingsfri gear går utroligt glidende. Alt sammen med til at give den bedste køreoplevelse i en Megane nogensinde.


Renault Megane Sport Tourer har fået lidt andre baglygter med dynamisk blinklys og Fuld LED-forlygter som standard. Foto: bilguiden

Ikke nogen racerbil - men nok til de fleste

Selvom E-TECH motoren yder samlet 160 hk, så er det med batteriet også en tungere bil. Derfor kører den også kun 0-100 km/t på knap 10 sekunder, hvilket dog i praksis føles ganske hæderligt. I praksis leverer elmotoren nemlig masser af overskud til at accelerere og overhale.


I Plug-in Hybrid udgaven får du en stor og knivskarp 10" digital instrumentering som standard. Foto: bilguiden

Stor rækkevidde og flere køreprogrammer

Batteriet i Megane Sport Tourer er på knap 10 kW. Det giver bilen en rækkevidde på op til 65 km på ren el. Ved blandet kørsel er rækkevidden nærmere omkring 50 km.  

Med plug-in hybrid motoren følger tre køreprogrammer at vælge imellem. Sport, Pure og My Sense. I Sport kører benzinmotoren også og hjælper med en hurtigere acceleration og speederrespons. I Pure kører bilen så vidt muligt på el hele tiden. Og i My Sense lader du selv bilen veksle mellem benzin og elmotor, som det passer bedst. Derudover kan du vælge E-Save, hvor du gemmer strømmen til du fx kører inde i byen.


Indeni er Megane Sport Tourer blevet lidt mere lækker end sin forgænger, og så er skærmen med Easy Link blevet skarpere og bedre. Foto: bilguiden

Facelift: Opdateret design, udstyr og lygter

Megane er samtidig med den nye motor kommet i et facelift med opdaterede Fuld-LED lygter og LED-baglygter med dynamisk blinklys som standard. Den har også fået en anden frontgrill og inde i kabinen er kvalitetsfornemmelsen blevet højnet.

Standardudstyret tæller også parkeringssensor for og bag, nødopkald og en app, hvor du fx kan indstille bilen til at varme kabinen op, inden du skal af sted om morgenen. Selvom Megane er rigtig godt udstyret fra begyndelsen er der som altid lidt ekstraudstyr der er værd at overveje - det gælder for eksempel den adaptive fartpilot og muligheden for at opgradere skærmen fra 7" til hele 9".


Bagi kan der sagtens sidde tre børn eller to velvoksne mænd. Foto: bilguiden

Rummelig stationcar til familien

Megane er en rigtig rummelig stationcar til den mellemstore familie, hvor du sagtens kan have både barnevogn og ferieoppakning. Og her er Megane et klart valg frem for den højere men kortere søstermodel Captur.

Den nye Renault Megane Plug-in Hybrid er en stor stationcar til en lille pris, og samtidig giver Renault otte års garanti eller 160.000 km på batteri- og hybriddelen, og det gør - sammen med den nye motor - ikke ligefrem bilen til et mindre behageligt bekendtskab.


Bagagerummet kan rumme 447 liter. Det er mindre end forgængeren, fordi der skal være plads til hybrid-teknik under bunden. Foto: bilguiden