UDSALG PÅ DEMOBILER -  Gå på jagt i vores store udvalg af demobiler og fang store besparelser   SE BILERNE
Ford

Ford og Google løfter sløret for et nyt strategisk partnerskab, der tager Fords biler og online-tjenester til et nyt niveau. Som en del af det nye 6-årige partnerskab, der begynder i 2023, vil millionvis af Ford- og Lincoln-biler fremover være understøttet af Android med Googles apps og tjenester indbygget.

For at sikre kontinuerlig innovation etablerer Ford og Google en ny dedikeret samarbejdsgruppe ved navn Team Upshift. Team Upshift vil udnytte begge parters ekspertiseområder, danne fundamentet for personaliserede brugeroplevelser og udvikle nye datadrevne løsninger. Team Upshift forventes at arbejde med vidt forskellige projekter, der bl.a. vil spænde fra at udvikle nye måder at købe Ford-biler på til at tilbyde nye datadrevne ejerskabsløsninger m.m.

- Vi er lige nu i gang med den mest omfattende transformation i Fords historie med elektrificeringen af vores biler, nye digitale features og selvkørende teknologier. Vores nye og omfattende samarbejde med Google giver os helt nye kræfter på innovationsfronten, der for alvor vil modernisere vores forretning og give vores kunder bedre produkter end nogensinde, siger Jim Farley, Fords administrerende direktør.

- Ford har i næsten 120 år sat barren for innovation i bilindustrien, lige fra samlebåndet dengang til de nyeste førerassistanceteknologier i dag. Vi er stolte af dette nye partnerskab, og vi vil anvende det ypperste fra vores verdensførende platforme på kunstig intelligens, dataanalyse og cloud-løsninger til at transformere Fords forretning og tilbyde nye bilteknologier, der vil give kunderne endnu mere sikkerhed på vejen og endnu bedre tilkobling til omverdenen, udtaler Sundar Pichai, administrerende direktør for Google og Alphabet.

Android bliver styresystem i alle biler

Ford og Google har en fælles vision om at levere lettilgængelig, mere sikker og mere effektiv online-tilkobling af biler, som minimere førerens distraheringer under kørslen. Fords kunder vil dermed også løbende have de nyeste teknologier til rådighed med trådløse online-opdateringer.

Fra 2023 vil både Ford- og Lincoln-kunder kunne drage fordel af Googles unikke digitale løsninger. Disse bygger på Googles styresystem Android, som bl.a. består af verdensførende apps og kort- og stemmestyringsteknologier, herunder Google Assistant, der giver avanceret stemmestyring, så føreren kan holde øjnene på vejen og hænderne på rattet samt Google Maps navigation og Google Play med adgang til millioner af apps. 

Android vil som integreret styresystem også give både Ford og tredjepartsudviklere mulighed for at udvikle egne apps, der løbende forbedrer hele ejer- og brugeroplevelsen i Fords biler.