Nyheder fra bilens verden

Det begynder så småt at gå den rigtige vej - i hvert fald hvis man er bilproducent og gerne vil bygge biler, eller bilkøber som venter på sin nye bil fra fabrikken. 

Lige nu venter flere hundrede kommende bilejere for eksempel på den nye Ford Kuga alene hos Bjarne Nielsen. Køberne har den seneste måned gået i uvished efter at stort set alle bilfabrikker i Europa har været lukket ned.

Genåbning i gang

I den seneste uge har flere bilproducenter annonceret, at de planlægger at genåbne deres fabrikker inden for den nærmeste fremtid. Volvo har allerede den 20. april åbnet fabrikken i Torslanda i Sverige og fabrikken i Gent i Belgien, dog med reduceret produktion. 

- Vi har et ansvar over for vores medarbejdere og leverandører om at genstarte driften nu, hvor situationen tillader det. Det bedste vi kan gøre for at hjælpe samfundet er at finde måder vi kan genstarte virksomheden på en sikker måde, og derved beskytte medarbejdernes sundhed og job, siger Volvo Cars’ CEO, Håkan Samuelsson i en pressemeddelelse. 

Motorproduktionsanlægget i Skövde og produktionsanlægget i Olofström i Sverige, fortsætter med at planlægge produktionen løbende. 

Status over Bjarne Nielsens bilmærker

Hos Bjarne Nielsen forhandler vi udover Volvo også mærkerne Renault, Dacia, Ford, Mazda og Kia. 

Ford har meldt ud, at de holder deres fabrikker i Europa lukkede indtil mindst 4. maj. Det gælder blandt andet fabrikken i Valencia, hvor den nye Ford Kuga produceres. Indtil videre er meldingen, at fabrikkernes forventes at åbne gradvist op efter denne dato og at produktionen af den nye Kuga til især det danske marked herefter har topprioritet. 

Kia genåbnede deres fabrik i Slovakiet allerede 6. april. Mazda producerer ikke biler i Europa men har nedtrappet produktionen på flere fabrikker i Japan i en periode på grund af faldende omsætning.

Renault har genstartet dele af deres produktion i Portugal men holder stadig fabrikkerne i Frankrig lukket indtil mindst 4. maj. Dacias fabrik i Rumænien forventes også at genstarte efter denne dato.

Mens fabrikkerne begynder at åbne op, er det dog langtfra sikkert, at de fra begyndelsen vil være på fuld kraft, da der er mange hensyn at tage til både medarbejdere og levering af dele fra underleverandører. 

Bedring hos alle mærker

Selvom salget af nye biler er faldet under Corona-krisen, så er der generelt bedring at spore. Også store mærker som Volkswagen, Toyota og Peugeot/Citroen planlægger at genstarte produktionen i slutningen af april, og er flere steder allerede i gang.

Herfra bliver det spændende at se, hvornår den generelle produktion er tilbage til normaltilstande og om efterspørgslen fortsætter med at falde eller bedres i takt med, at flere lande igen åbner op.