Squash-EM med et firhjulet aftryk


SPONSORAT I forrige weekend var nogle af Europas bedste squashspillere samlet i Sportscenter Holing for at dyste om EM i squash for hold. Det hele blev stablet på benene takket være blandt andet 40 frivillige fra Herning Squash Klub med formand Karsten Fuglsang i spidsen, men et stævne som dette kræver også en økonomisk håndsrækning, og her trådte Bjarne Nielsen A/S til som en af hovedsponsorerne.

- Vi havde faktisk brugt budgettet for det år, da Karsten kom og spurgte, men det her var ud over det sædvanlige, og vi vil jo gerne bakke op om det lokale, fortæller Dennis Stendorph Hansen, som er afdelingschef for Bjarne Nielsen A/S i Herning.

Det var lidt af en tilfældighed, at Karsten Fuglsang henvendte sig til afdelingschefen for at veje interessen. - Jeg havde leaset en bil fra Leasing DK, som jo også ejes af Bjarne Nielsen, og jeg sagde for sjov, at jeg manglede en sponsor til EM. De sagde så, jeg skulle ringe til Dennis, fortæller Karsten Fuglsang.

Det et gjorde han så, og de to stablede et møde på benene. Her viste det sig, at de to faktisk kendte hinanden, da Dennis Stendorph Hansen selv spiller lidt squash. Det var dog ikke årsagen til, at bilhuset valgte at blive stor-sponsor. - Det var hele entusiasmen, der gjorde det. Karsten kom meget forberedt, og han vidste, hvad han ville, og så kunne vi se, at eksponeringen her ville blive god, husker Dennis Stendorph Hansen og fortsætter: - Det endte da også med, at vi gjorde mere, end vi lige regnede med, og vi har så også fået mere ud af det, end vi kunne forestille os. Vi har fået fuld valuta for pengene.

Brande navnet Under EM blev der blandt andet lavet en mini-udstilling med biler, ligesom der blev kørt en anderledes dekoreret bil ind i selve hallen, som publikum kunne iagttage. Desuden fik arrangørerne produceret et stort antal vandflasker med alle sponsornavne - deriblandt Bjarne Nielsen A/S - som stod klar til spillerne, når de gik på banen. Desuden var bilhusets navn at finde på billetterne, og så tonede det også frem på bandereklamer rundt om selve banen.

- Vi kunne se med dette arrangement, at her kunne vi ikke bare brande os på biler - vi kunne brande os på navnet Bjarne Nielsen. Alle ved, hvad Ford i Herning er, men vi har flere mærker at tilbyde, så her valgte vi at bruge alle biler. Det har været med til at slå navnet fast lokalt, fortæller Dennis Stendorph Hansen, der heller ikke havde nogen indvendinger imod, at DR Sporten lavede indslag fra arrangementet, hvor navnet logoet også fremstod meget tydeligt.

- Det var en ekstra gevinst, lyder det. Men det er ikke kun Bjarne Nielsen A/S, der er tilfreds med sponsoratet. Karsten Fuglsang mener ligeledes, at han fik en masse ud af samarbejdet. - Vi havde flere ambassadørbiler til rådighed, så vi kunne afhente præsidenter og delegerede fra andre lande og køre dem til Holing, og det var fedt at kunne dupere dem og skrue lidt op for charmen på denne måde, i stedet for at de skulle hentes i en bus, lyder det.

Klar på mere - måske I det hele taget er Karsten Fuglsang glad for, at der var opbakning fra det lokale erhvervsliv til det store arrangement. - Squash er en lille sport, og det er nemmere at få folk til at støtte den lokale fodboldklub, hvor sønnen spiller, men flittighed betaler sig. Vi har måske spurgt 50, men vi tog et nej for et nej og gik så videre til den næste, men hele tiden var det vigtigt at have gode argumenter, siger Karsten Fuglsang.
- Det er klart også det, der gjorde det. Der kommer nogen hver uge og spørger os om sponsorater, men vi planlægger året før, hvordan pengene skal bruges, men her kom Karsten med et godt oplæg, siger Dennis Stendorph Hansen.

De to samarbejdspartnere kan nu se tilbage på et vellykket arrangement, der roses fra alle sider, og Karsten Fuglsang vil ikke afvise, at den lokale squashklub lægger billet ind på et stort arrangement i den nærmeste fremtid, men lige nu puster man ud oven på anstrengelserne.

- Jeg har haft to fuldtidsjob de seneste to måneder, men det har været et godt arrangement, og det har været helt fantastisk at arbejde sammen med Sportscenter Holing, og så må jeg sige, at Herning Kommune har været en god sparringspartner, siger Karsten Fuglsang.

Hvis formanden går i gang med at arrangere endnu et event, så er Dennis Stendorph Hansen klar til at lytte. - Når eller hvis der kommer noget lignende igen, så tager vi det op til den tid, men vi glæder os til at høre, hvad det næste bliver, lyder det.


Af Lene Toksvig, Herning Folkeblad

Vi bruger cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies.
Læs mere